En præstation, men en trættende filmoplevelse

I Rodin får vi det biografiske drama serveret om den franske billedhugger Auguste Rodin. Gennem nøje udvalgte scener følger vi hans liv, hvor han som kunstner havde en enestående evne til at indkapsle hans omgivelser i ler, men hvor hans privatliv til gengæld var alt andet end stilfærdigt.

Meget monoton
Det er en meget rolig og afdæmpet film, hvor vi virkelig får lov til at dvæle ved de enkelte scener. Meste delen af tiden bliver brugt på Rodins værksted, og de meget lange scener og optagelser giver publikum tid og ro til at lægge mærke til alle nuancerne i spillet. Det hjælper også på det, skuespillet er helt i top. Vincent Lindon skiller sig dog særligt positivt som den indelukkede Rodin, der ikke bare gemmer sig bag sit ansigt bag skægget, men også hans inderste ønsker fra offentligheden.

Alt dette er selvfølgeligt fint, men desværre begår filmen den kardinalesynd, at den ganske enkelt er kedelig. Hver eneste scene – og jeg mener hver eneste – slutter med at fade til sort. I sig selv er det blot et stilistisk valg, men der er ikke rigtig nogen naturlig sammenhæng mellem scenerne, og denne måde at afrunde scenerne er kun med til at understrege, at der ikke på noget tidspunkt opstår et flow i oplevelsen.

Som helhed er Rodin en poetisk film. Der er noget utroligt smukt over en mand, hvis personlige liv aldrig hang sammen, men som alligevel rummede et talent og en evne til at støbe verdenen omkring i hans ler. En god præstation fra Vincent Lindon kan dog heller ikke redde filmen fra i sidste ende også at være gabende kedelig.