Stephen Frears har lavet endnu en feel-good film med lige præcis nok kant til at skille sig ud

Vi er rejst tilbage i tiden. Året er 1887, og Dronning Victoria (Judi Dench) er en ældre dame, der er ved at blive kvalt af den britiske etikette. De fleste af hendes vågne timer bliver brugt til et hav af arrangementer, som siger hende ingenting. I den anden ende af verden møder vi Abdul Karim (Ali Fazal). Abdul er en sølle kontorassistent uden de store fremtidsmuligheder, men han er høj og pæn, så derfor bliver han sendt til England for at overrække Dronningen en sjælden indisk mønt. Der var intet i deres liv, som pegede i retning af, at de to nogensinde skulle mødes, men det ender alligevel med at blive starten på et upopulært venskab mellem Dronningen og en helt almindelig mand.

Hyggelig, men ikke grænseoverskridende
Umiddelbart lyder det som en meget hyggelig film, og det er det da også. Det varmer mit hjerte, og det håber jeg da også, at det gør for andre, at se to så vidt forskellige mennesker være åbne og interesseret i hinanden og deres kultur. Stephen Frears sørger dog for, at vi ikke når det kvalmende niveau, ved at gøre begge personer meget menneskelige. Ja, de er begge meget sympatiske, men de rummer også menneskelige skavanker, og i stedet for at fjerne dem for at skabe det perfekte multikulturelle forhold, så lader Frears dem beholde deres svagheder, og hele tiden understrege, at det er en naturlig del af at være menneske og, at det ikke er noget man behøver skamme sig over.

Derudover er der, desværre ikke så meget mindeværdigt at fremhæve. Ligesom i Frears forrige film Florence, der også var et historisk drama, så bliver genren aldrig udfordret, men i stedet brugt til sit fuldeste inden for de konventionelle rammer. De fleste periodedramaer bliver brugt som platform til at snakke om nutidige problemstillinger, som man ikke ville kunne slippe af sted med i en moderne kontekst. Flere af scenerne, særligt dem med det regressive personale, bringer også tydelige allusioner til nutiden, men det bliver ved det. Ligesom Judi Dench i vanlig stil stjæler al opmærksomheden, og gør en god figur som Dronningen, der til trods for alle hendes skavanker har et godt hjerte.

Der er med andre ord ikke noget synderligt nytænkende over det historiske drama, Victoria & Abdul, men filmen slipper overraskende godt fra det alligevel. Judi Dench overrasker nok ikke nogen ved, at hun nok engang er dominerende, men sympatisk, som hun har gjort så mange gange før. Ali Fazal, der spiller Abdul, er også meget hjertevindende, men det er mere i kraft af karakteren på papiret og ikke så meget Fazals præstation, der er lidt for karikeret. Man ved dog, hvad man får med en film fra Stephen Frears, så hvis du kunne lide nogle af hans forrige film, såsom Philomena eller Florence, så vil du også kunne lide Victoria & Abdul.