En atmosfærisk film, som er en kende underfortalt

I Cairo Confidential følger vi den korrupte politikommissær Noredin (Fares Fares), der forsøger at opklare et mord på Nile Hilton hotellet i Cairo. Vi befinder os i en absurd “Orwellsk” verden, hvor folk bliver kostet rundt af regler, og hvor dem med indflydelse systematisk afpresser de mindre velstillede medlemmer af befolkningen. Hele samfundet er ved at bryde sammen. Hvis der er nogen norm, så er det, at alt er et stort kaos. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at historien udspiller sig lige op til den egyptiske revolution i 2011.

Korruption avler korruption
Det, filmen gør allerbedst, er at beskrive miljøet. Et så korrupt samfund som det egyptiske, der bliver portrætteret her, ligger måske meget langt fra Velfærdsdanmark, men det bliver så godt fortalt, at man ikke desto mindre føler sig som medborger i samfundet, mens filmen kører henover lærredet. Efter filmen er slut, er man faktisk en smule ekstra mistroisk over for sine omgivelser.

Fares Fares er fremragende som en hård nyser af en politibetjent her. Set med vestlige øjne er han nemlig ikke en synderlig sympatisk skikkelse. Han har ikke noget glimt i øjet, eller en kvik bemærkning oppe i ærmet. Noredin er på mange måder træt af livet, der begrundet i et traume i hans fortid, og som har fjernet alt håb fra hans liv. Men selvom han er korrumperet, så fremstår han som en overlever, der gør det bedste han kan for at klare sig til næste dag, også selvom han ikke er enige med hans kollegaers foretagender.

Desværre kan historien og moralen slet ikke leve op til atmosfæren og Fares Fares i hovedrollen. De andre spillere er ikke nær så gode, hvor særligt Noredins onkel er overdreven karikeret beskrevet og portrætteret. Historien er også bevidst repetitiv og gendrivende, hvilket der er en klar pointe med, men det skaber ikke nogen god filmoplevelse, at trækker moralen i langdrag.

Cairo Confidential formår at inddrage sit publikum fuldstændigt i det korrupte egyptiske retssystem. Fares Fares viser nok engang, at han sagtens kan bærer de dramatiske roller. Desværre kan historien ikke helt leve op til atmosfæren og ender med at trække en meget simpel morale om, at korrupte systemer er selvdestruktive, alt for meget i langdrag.