I Govinda Van Maeles spillefilmsdebut har han skabt en fremragende ambivalent neo-noir, og så alligevel ikke. For der er ganske vidst de klassiske noir elementer, som en femme fatale, den fremmede med en dyster fortid og volden, der lurer under overfladen. Ingen af disse elementer fører dog til det udfald, som man ellers ville tro.

Gutland er en af den slags overraskelser, som man desværre kun ser på filmfestivaler. Her er der nemlig ikke tale om et skævt eventyr, som “Tulipani”, men et drama, der blander noirfortællingen med rædslen ved at blive indoktrineret af en kult.

Vi følger en tyv, der er stukket af fra hans bande, da et kup går galt. Ødelagt og nedbrudt, i både psykisk og fysisk forstand, søger han tilflugt i en tilsyneladende behagelig landsby, hvor indbyggerne tager imod ham med åbne arme. Der går dog ikke længe, inden det viser sig, at de ikke er så fredelige alligevel.

Du forstiller dig nok, at med sådan er udgangspunkt, så udvikler historien sig til et Tarantinosk monster af vold og vulgære udfald. Genistregen her, er imidlertid, at det aldrig går som man tror. Til slut ved man nemlig ikke om man skal grine eller græde, og skuespillerne er så formidable, at en ikke ved om de faktisk støtter samfundet, eller bare spiller med for ikke at blive lukket ude.

Filmskaberne ved godt, at dette er tilfældet for publikum, og skruer derfor yderligere op for absurditet til sidst, så man på ingen måde ved, hvad man skal tænke om noget som helst.

Jeg håber derfor, at filmen kommer til Danmark. Ikke bare fordi den er besynderlig ved at være ambivalent i stedet for spøjs, men også fordi den har en af filmhistoriens mest absurde trumpetnumre, der nogensinde er blevet lavet.