Ved dette års TIFF fik vi lov til at møde både instruktør Jens Assur og skuespiller Reine Brynolfsson for at tale om deres nye film, Ravens. De har kendte hinanden gennem flere år, og filmen, der er Assurs instruktørdebut har også været længe undervejs. For det er et stort skridt at tage springet fra kortfilm til spillefilm:
Assur: Historien er baseret på en bog. Jeg læste bogen og følte, at det var så fantastisk en verden. En gård kan både være eksotisk, men er også meget nem at relatere til. Jeg synes der var nogle gode karakterer, særligt Agne [Reine Brynolfsson], der kæmper med at retfærdiggøre hans valg i livet. Der er flere interessante mennesker, der lever her. Jeg tænkte, at det ville være et udfordrende projekt som filmskaber. Jeg følte også meget hurtigt, at projektet ville kunne udfordre publikum med den visuelle stil, fortælling, karakterer osv. Hvad mere kan man ønske sig – der er det hele.
Jeg vokset op ved siden af en gård, så jeg har altid opfattet landbrugslivet som værende hårdt. I Sverige kommer mellem 4000-5000 landmænd til skade hvert eneste år. Der er er ingen pauser.
Når man har så klar en vision for den verden man gerne vil skabe, kan det ofte være en kæmpe udfordring at befolke den med skuespillere, som passer ind. Sådan var det dog ikke her, for som Reine Brynolfsson selv meget kortfattet sagde, så var de allerede bekendte inden filmen overhovedet gik i gang.
Brynolfsson: Vi havde arbejdet sammen i 2004 [i forbindelse med filmen, Den sidste hunden i Rwanda], så vi kendte hinanden. Jens kontaktede mig et år inden optagelserne.
Filmen er meget tør og ikke bange for at vise det monotone og ensomme ved at være helt isoleret på et kæmpe land. Denne formørkende stemning endte faktisk med at smitte over i selve produktionen:
Assur: Det var faktisk [hårdt at filme]. Det var ekstra krævende for Reine. Som instruktør levede jeg i denne verden gennem hele processen, så det var svært for alle. Specielt, fordi vi arbejde med at skabe en autenticitet. Alt hvad du ser i billedet skal være og føles ægte, så det var svært.
Brynolfsson: Folk tror oftest, at det sværeste er at råbe og skrige, men ofte er det den anden vej rundt.
Ude på landet er der stille, og når man ovenikøbet er alene, så er det svært som skuespiller at fortælle en historie, når man ikke bruger nogen ord, men kun har et så naturligt kropssprog som muligt. Brynolfsson lykkedes meget elegant, at give publikum en indsigt i hans karakter, til trods for disse begræsninger. Derfor var jeg næsten nødt til at spørge, hvordan man spiller uden ord?
Brynolfsson: Det er svært at svare på, fordi ordene er kun toppen af isbjerget. Du er nødt til at finde isbjerget, så nogen gange har du slet ikke brug for toppen, fordi du har [fundet] isbjerget nedenunder. Ord er i en vis forstand overvurderet. Det egentlige arbejde ligger i at finde isbjerget. I at lede efter [karakterens] historie, hvad der begejstrer ham, hvad han vil have, hvordan sygdom påvirker ham og hvordan han har overlevet? Det er bl.a. dette arbejde, som tiltrak mig til manuskriptet.
Oven i den underspillede dialog, så er filmen også rig på lange statiske indstillinger. Det kan virke dræbende for langsomt for seeren, men det er også intententionen:
Assur: Publikum skal føle hvor kold det kan være en vintermorgen, eller varmt en sommerdag. Men det handler også om at lære karaktererne at kende. Dramaet i scenen udspiller sig inde i selve karakteren. Ved at bruge lange indstillinger kan [publikum] se forandringen i karakterernes indre liv. Så det er ikke bare et stillistisk valg, men det handler om at forstå karaktererne.
…i sidste ende jeg er ikke ham, der er stolt af noget, men ham, der stiller spørgsmålstegn ved alt.
Det næste jeg havde planlagt at spørge Brynolfsson om var egentligt om han kunne identificere med de meget drastiske valg Agne træffer undervejs. Da interviewet dog foregik på engelsk, kom jeg til at bruge et forkert ord, så der opstod en misforståelse, hvor det lød som om jeg mente, at Agne var skør. Det er den slags der sker, men heldigvis fik jeg et meget bedre svar, end hvis jeg havde formuleret mig korrekt:
Brynolfsson: Jeg bryder mig ikke om ordet skør [se:mad guy]. Han er ikke skør. Han er en meget stærk person, men også meget sårbar. Han er dog ikke skør. Henover årene har denne sårbarhed dog vokset sig større. Hvad angår det valg [Agne] træffer til slut, så har jeg Reine ikke noget at sige til det. Jeg skal forstå, men ikke dømme. Jeg skal ikke have en holdning, men forstå og forsvare min karakter.
Da samtalen var ved at rende ud, fik jeg til sidst lov at sprøge Assur, hvad han er mest af, i hans debut spillefilm?
Assur: Jeg er utrolig stolt at skuespillet. Jeg er også stolt over, at den film jeg står med i dag, er den film jeg gerne ville lave for fire år siden, da vi startede. Jeg, skuespillerne og holder har fuldført vores opgave. Når man arbejder i så mange år, er man nødt til virkelig at være fokuseret, for du ender med at blive træt på et tidspunkt. Men jeg synes vi har været stædige og fastholdt den overordnede vision, og det er jeg meget stolt af.
Men i sidste ende jeg er ikke ham, der er stolt af noget, men ham, der stiller spørgsmålstegn ved alt.
