Wim Wender er en af de helt store instruktører. Han mestrer både fiktionen og dokumentaren, og så står han bag en af mine yndlingsfilm, Himlen over Berlin. Med så prestigefyldt en person er forventninger høje, hvorfor denne uundgåelige skuffelse også ender med at blive endnu større.

I Wenders nyeste film følger vi to modsætninger, der bliver tiltrukket af hinanden. Den ene er en vandingeniør (James McAvoy), som bliver rekrutteret til af CIA til en hemmelig mission i Somalia, mens den anden er en undervandsbiolog (Alicia Vikander). De bliver dog hovedkulds forelsket i hinanden, og ved ikke, hvad de skal gøre, da deres arbejde kommer til at separere dem.

Symbolikken er til at spore. McAvoys karakter lever i en verden fuld af død og ødelæggelse, hvorimod Vikanders karakter forsøger at finde nyt liv på havbunden. Verden rummer ufattelig meget, både godt og dårligt. Vi kommer – paradoksalt nok – aldrig dybere under overfladen af denne tematik. I stedet bliver al tiden brugt på drømmesekvenser, der ikke engang er prætentiøse nok til at være forvirrende, og mennesker, som tænker højlydt. Filmen er måske under to timer, men føles som det dobbelte. McAvoy giver sig fuldt ud, og spiller bogstaveligt talt røven ud af bukserne i rædselsfulde scener. Men tro det eller ej, så det på intet tidspunkt hverken dybt eller begavet.