Jason Clarke leverer sin bedste præstation i karrieren, hvilket måske ikke siger særligt meget. Han er dog troværdig i rollen som den eneste af Kennedy-brødrene, der overlevede, og som blev tvunget til at efterleve forventningerne fra sin strenge far. Gennem filmen ser vi, hvordan han svinger frem og tilbage mellem sin samvittighed og den idealisme, der driver ham som politiker, men også det berusende ved at følge farens råd og kapitalisere på ulykken i filmen til sin egen vinding.

Intet her er noget ud over det sædvanlige. Vi har set magten korrumpere rigtig mange gange på biograflærredet, men når det fungerer, så er moralen værd at tage til efterretning. Som udgangspunkt havde jeg ikke nogen forventninger til filmen, der følger det mindstkendte medlem af Kennedy-klanen, men på mystisk vis får de indkapslet hele hans liv som en stor græsk tragedie. Tragedien ligger ikke mindst i, at begivenhederne fandt sted i virkeligheden, og de afsluttende dokumentaroptagelser, hvor folk siger, at de har medlidenhed med ham og sagtens kunne finde på at genvælge ham, forklarer meget godt, hvorfor det politiske landskab ser ud som det gør i USA i dag.