Instruktør Susanna White har fundet på en god idé. Når de fleste tænker på westerns, så tænker de altid på hårdkogte cowboys, enten spillet af Clint Eastwood eller John Wayne, men sådan var det jo ikke altid i det vilde vesten. Derfor er det en anderledes og meget moderne tanke at forsøge sig med en western, der fortælles fra minoriteternes perspektiv.

Historien, White har valgt at tage fat i, er begivenhederne, der ledte op til det afgørende slag mellem indianerne og besætterne, massakren ved Wounded Knee. Problemet viser sig dog meget hurtigt at være, at det mere er en idé end en god film.

Jessica Chastain leverer en solid præstation som altid, fristes man næsten til at skrive, som den eneste hvide, der hjælper indianerne og Michael Greyeyes som lederen af den tilbageværende stamme får også lov til at vise, at han er en dygtigt skuespiller, hvilket han ikke har fået lov til tidligere. De er suppleret af blandt andre Sam Rockwell som en ambivalent, og så burde det vel være en rungende succes. Men hvor absurd det end må lyde, så er den en rystende kedsommelig film.

Det kan godt være, at de har haft et smalt budget, men det er ingen undskyldning, når man giver sig i kast med en så forfærdelig historie og stiller sig selv enorme krav. Der sker næsten ingenting i løbet af filmen. Tempoet er rystende langsomt, og der er underlige tidsspring undervejs, så vi aldrig kommer ind på livet af disse mennesker, og vi får ikke engang lov til at se massakren.

Værst af alt er, at man til sidst står tilbage og tænker, at det ikke var nogen forfærdelig tragedie, og det var nok ikke hensigten med filmen.