I filmen med den meget krøllede titel,Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, lever vi endnu engang i det uhåndgribelige grænseland mellem tragedie og komedie. Ligesom i Martin McDonaghs forrige film In Bruge og Seven Psychopaths, så er der ikke meget at grine af, men alle scenerne emmer af ironiske undertoner. Man bliver fuldstændigt indlemmet i en verden, hvor der kun er den fred, som indbyggerne kan blive enige om.

Woody Harrelson og Sam Rockwell er gode som altid, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Frances McDormand er den store stjerne her. Hendes karakter kunne så let have endt som en ulidelig skikkelse, men McDormand er måske den eneste, der kan slippe af sted med at gøre hende sympatisk. Det er i det hele taget et gennemgående tema, at man ikke ved, hvad man skal føle. Alle hovedspillerne ville i andre film være antagonister, men her er de helte på hver deres måde.

Jeg ved ikke om det er en triumferende slutning eller ej, men jeg ved, at i to timer var jeg fuldstændigt opslugt af McDonaghs univers og elskede hvert sekund.