Alexander Payne har i hans nyeste film, fundet på en vidunderlig skæv måde at fortælle en historie om den almindelige mand. I en besynderlig science-fiction fremtid, der på alle måder minder om vores nutid, opfinder en gruppe nordmænd og Søren Pilmark en metode, kaldet ’Downsizing’, til at skrumpe mennesker til en brøkdel af deres oprindelige størrelse. Dette bliver gjort med henblik på at redde Jorden fra den belastning vi mennesker udsætter den for, men det er ikke sådan det bliver brugt i praksis. I stedet bliver det brugt til at gøre almindelige opgivende mennesker rige – for deres penge rækker til langt mere, når de kun skal købe ind som var de smølfer.

En af disse normale mennesker er Paul (Matt Damon), der går og drømmer om at flygte fra hans magelige tilværelse sammen med konen, der også er træt af deres liv. Tingene går dog (selvfølgelig) ikke som forventet, og pludselig ender Paul med at se verden fra en helt anden vinkel.

Jeg har allerede skrevet for meget, men uden at afsløre mere af plottet, så er det en meget kreativ måde at understrege, hvordan selv de mest mondæne aktiviteter kan fremstå meningsfyldte, hvis man ser dem fra det rigtige perspektiv. Det er umuligt at regne ud, hvor filmen ender, og det er altid dejligt, når man bagefter kan se, at der var en tanke bag det hele. Hele vejen rundt er der gode præstationer, og havde det ikke været for en vietnamesisk krigsfange, der taler jordens mest irriterende udgave af gebrokkent engelsk, så havde det været fantastisk hele vejen. For moralen er måske lige til, men rejsen er fuldstændig uforudsigelig.