Endnu engang har Aaron Sorkin givet sig i kast med at lave en portrætfilm, og nu står han ikke bare for ordene, men også bag kameraet. Efter historien om de verdenskendte ikoner, Mark Zuckerberg og Steve Jobs, så har han i tredje omgang valgt den mindre kendte Molly Bloom. Bloom var oprindeligt skiløber, men hun endte med at blive mest kendt for i en årrække at lede det mest eksklusive pokerspil i USA. Alle de kendte deltog. Kendisvinklen er nok den de fleste ville have taget, men Sorkin vælger i stedet af fokusere næsten udelukkende på Molly Bloom.
Det er en portrætfilm i sin klareste form, hvor vi virkelig skal skrælle lag af personen, indtil vi når helt ind til kernen af, hvad der driver hende. I vanlig stil, fristes man næsten til at skrive, så skal det dog fortælles igennem et fragmenteret narrativ, hvor vi som tanker springer frem og tilbage i tiden, fra Mollys barndom og sammenstød med hendes far, og helt frem til retssagen mod hende, for at tjene penge på ulovlig gambling.
Det er et meget legesygt format, men Sorkin formår alligevel, at få det til at hænge sammen. Han har også samlet en perlerække af skuespillere, der kan levere hans rapkæftede dialog. Jessica Chastain gør en god figur som en person, der bliver drevet af at vinde, Idris Elba får en Oscarscene som hendes advokat, og Kevin Costner er den bedrevidende far.
Der er dog tre gennemgående problemer. Alle taler stadigvæk som Aaron Sorkin. Med få undtagelser, så er alle i stand til at fyre 1000 velvalgte af i minuttet. Efter flere årtier med tv-serier og film, hvor dette er tilfældet, må det dog efterhånden bare siges, at være Sorkins kendetegn mere end noget andet. Det egentlige problem må dog siges, at være manglen på en egentlig skurk. Alle Mollys problemer i filmen er selvforskyldte og kunne have været løst, hvis ikke hun var så vred på alle omkring hende. Alt bliver heller ikke mindre tydeligt, når filmen er så visuelt uinteressant som den er. Det er tydeligt, at Sorkin ikke er en mand, der er optaget af billeder.
I sidste lykkedes det dog for Sorkin at holde en interesseret hele vejen, og man står i sidste ende tilbage med følelsen af, at man er kommet lidt tættere på mennesket Molly Bloom.
