Med George Clooneys nye film har vi desværre med en oprigtig dårlig film at gøre. Det hele starter ellers lovende med et kitsch 50’er reklamevideo for det nye forstadskvarter “Suburbicon”. Speakeren præsenterer kvarteret som det rene paradis, men med cirkusmusik i baggrunden, og et manuskript, hvor Cohen brødrene er krediteret som forfatter, så ved man godt, at alt ikke er som der ser ud. Da filmen så for alvor går i gang lover det også godt for satiren, at vi med det samme bliver introduceret til en nytilflyttet sort familie, der virkelig sætter beboernes fordomme på prøve. Desværre bryder filmen fuldstændig sammen her fra.

Det første man lægger mærke til er, at tonen er helt galt. Alle i biografen forventer en sortkomedie, hvilket også er det man bliver ledt til at tro, men i stedet udvikler det sig meget hurtigt til et mørkt drama, der ganske enkelt er kummerligt skrevet. Hvis man ser bort fra de store navne på rulleteksterne og den overbelyste æstetik, så står man tilbage med en historie, der er ualmindelig tonedøv og uden sammenhæng. Alt går bare fra dårligt til værre, og med undtagelse af en 10-årig dreng, så er alle borderline psykopater.

Når det langtrukne sideplot med “den sorte familie” så endda ender som jordens mest forudsigelige punchline, så har man virkelig at gøre med en forbavsende film. Forbavsende, fordi man sidder tilbage og tænker, hvordan kunne det lade sig gøre at gøre alt så forkert og ubegavet.