Visuelt en ekstrem flot film. Det tilføjer altså bare en uhåndgribelig ekstra dimension, at optagelserne har fundet sted ude i den virkelige verden. Michael Noer har også skabt en film med en god rytme, der veksler naturligt mellem de uhyggelige fængselscener, og Papillions eventyrlige flugtforsøg.

Charlie Hunnam forsøger ihærdigt at løfte arven fra Steve McQueen, men selvom han er god til at smile og skifter kropsmasse undervejs, så er han stadig væk ikke den mest cool mand på Jorden. Faktisk ender han med at overgøre Papillions godhed så meget, at han ender som en Batman uden kappen, der hele tiden understreger, at ingen behøver at dø, og tilsyneladende ud af det blå, opfinder den ene detaljerede plan efter den anden.

Den største svaghed er imidlertid forholdet mellem Dega og Papillion. Efterhånden som deres liv skrider frem er det meningen, at de skal finde hinanden som sjælevenner. I denne udgave tilbringer de dog næsten ingen tid sammen, inden vi når til isolationen, og det gør det mærkværdigt, at de pludselig er bedste venner, da vi aldrig ser den udvikling.

Alt dette er selvfølgelig i småtingsafdelingen, for alt-i-alt er Michael Noer sluppet godt fra at lave en ny udgave af tidløs fortælling.