Denne helt igennem ‘Toronto filmen’, hvor både instruktøren og optagelserne af fra byen, er nok festivalens store tåreperser. Historien er den, at den idealistiske pladeproducer Matts liv, spillet af Jason Sudeikis, er ved at gå fuldstændig op i spåner. Hans karriere er ved at blive kørt i sænk, fordi som hans chef ”revolutionerende” postulerer, at musikindustrien ikke interesseret i rigtige musikere, men bare på at finde det næste store hit. Oven i hans snarlige opsigelse dukker hans fars sygeplejerske (Elizabeth Olsen) op for at fortælle, at hans far er død inden måneden er omme. Faren (Ed Harris) vil selvfølgelig gerne have sønnen til at opfylde hans sidste ønske, der involverer en roadtrip, og en helt bunke klichéer.

Jeg kan ikke understrege det nok, at intet overraskende finder sted i løbet af denne dannelsesrejse. Du har sikkert allerede selv dannet en indre liste over, hvad der kommer til at ske baseret på mit korte setup, og du har uden tvivl også gættet rigtigt.

Når det så er sagt, så fungerer det faktisk meget godt – det meste af vejen. Jason Sudeikis er meget mere afdæmpet, end i hans SNL-dage, og kommer faktisk i nærheden af at være et troværdigt menneske på lærred, mens Elizabeth Olsen kan smelte hjerter med hendes smil. Ed Harris stjæler dog som forventet al opmærksomheden, som den selvoptaget og forsømmende far. Han får endda sin “Oscarscene”, hvor han holder en følelsesladet enetale, som uden tvivl vil få det amerikanske publikum til at storgræde.

Græde var jeg dog aldrig i nærheden af, men havde instruktør Mark Rezo holdt sig i skindet hele vejen, og undladt den utroligt patetiske afslutning, så tror jeg faktisk han havde sluppet afsted med en kompetent tåreperser.