Midt 1940’erne følger vi to familier, den ene er sort og den anden er hvid, der bor på den samme jord. Herefter titlen bundet til mudret. For selvom de begge er fulde af drømme, så holder de hinanden tilbage.

Det er en historie om racisme, og en enorm konservative fra begge sider. Tydeligere bliver det også af, at begge familier har sønner, der kæmper på frontlinjen af 2. Verdenskrig, og som til trods for deres ar på sjælen, stadigvæk må finde sig i omgivelser, som er fuldstændig uforstående over for deres problemer.

Desværre minder det meste af tiden om et teaterstykke. Intet i filmen er synderligt cinematisk, og led undtagelse af de kraftige regnskyl, så kunne sagtens have været fremført på en teaterscene. Det hjælper heller ikke på det, at alle karakterernes perspektiv skal med. Det er ikke et problem i sig selv, men måden det bliver gjort på, er nok den mest “boglige” udtryksform, der findes – den indre monolog. Alle enhver og deres hund får lov til at holde en enetale i deres sind, der er malplaceret på alle måder, og af uransagelige årsager så er de refleksive, selvom personerne ikke er det, og adresseret til en interviewer, som vi aldrig ser. Kombiner så det med en grufuld historie, hvor Ku Klux Klan pludselig dukker op, men hvor slutningen alligevel er sukkersød, og så har du en film, der peger i alle retninger, men ikke rigtig får sagt noget.

Racisme er for forfærdeligt et emne til ikke at komme med en ny vinkel på det, når man portrætterer det på film. Ellers ender det bare med at underminere emnet ved at sensationalisere det. Skuespillerne gør det så godt som de kan, men selv de kan ikke redde sig ud af det tunge og rodet manuskript.