Nok endnu en film om fejlbarlig kærlighed, men fortalt på en forfriskende måde.

En skøn helhedsoplevelse der oser af sommerstemning og usminket kærlighed, samt overdænget med fremragende skuespilpræstationer, der i et rigt persongalleri alle har deres egne små mærkværdigheder og rammer lige i hjertet, er Lang historie kort af debutinstruktør May el-Toukhy.

Usminkede parforhold
Vi følger en større midaldrende venneflok i deres kærlighedsmæssige op og nedture gennem tre år og otte forskellige fester; Nytårsaften, Housewarming, Skt. Hans, Bryllup, Jubilæum, Surprise party, Navngivningsfest og Fødselsdag. Ellen, spillet af Mille Lehfeldt, er kernekarakteren, og vi indvies og følger primært hendes selvforskyldte, kræsne, kærlighedsrod. Hendes karakter minder meget om ”Lykke” som hun tidligere spillede i tv-serien af samme navn – hun er ligeså fanatisk og distræt, men i denne rolle langt mere relaterbar og menneskelig og udfolder sig smukt, hvilket klæder hende glimrende.

Det kan lyde ensformigt, at alle kapitler netop er sammenkomstscener, og indimellem bliver nogle scener også for lange og for flade. Men filmen som helhed strækker sig, på trods af små mangler, ud over det klichefyldte og rummer enormt genkendelige scener fra hverdagen og parforholdet fortalt med forskellige, komiske og rørende finesser.

Visuelt hersker et mat og røgfuldt look, hvilket giver tilskueren følelsen af at være i samme rum som festerne, og det skaber en nærhed. Samtidig ynder instruktøren også at udspille historien i små intime rum, hvilket er enormt godt for dialogen og ’skjuler’, at der ikke sker det store rent actionmæssigt – eller noget vi som beskuere indlemmes i.

Lydsiden er stærk og velformuleret. Den veksler tit mellem rungende stilhed, der afgiver en særlig intensitet, og højtråbende soundtrack. Efterhånden som filmen skubber fremad, bliver soundtracket rettesnoren, der fører os gennem de forskellige kapitler. Musiknumrene får rigeligt med tid og plads til at udfolde sig, og markerer ofte klimaks i hver festlighed. Bland andet måtte jeg selv kapitulere under et børnekors fortolkning af Medinas ”Vi to”, da jeg pludseligt fik noget i øjenkrogen som måtte duppes væk.

Engagement er vejen frem
Jeg gik ind i biografen med en forventning om at se en sjov dansk romantisk film, men det var ikke helt, hvad jeg fik. De to første festscener fremstod lidt sløve i det, samtidig med at ensemble-fortællerstilen kræver en hvis tilvænning, for at være mere end blot roderi over hele lærredet, og snakken-i-munden på hinanden.

Men efter at have udholdt netop de sekvenser, hvor det der primært holdt mig oppe, var hunden Aston på størrelse med en hests’ evige kærlighed og vedholdenhed mod den lille Ellens skrøbelige-nymfelignende-statur, fandt jeg indgangen og engagerede mig i karakterne og deres historier.

Filmen er karakterdreven med fokus på de forskellige konflikter i forholdet, og de indre konflikter der skaber dem. Der er meget dialog, og fra mange parter, men det virker i en evig ping pong og giver også genkendelse de forskellige kapitler igennem. På trods af denne stramme fortællestruktur formår filmen alligevel at finde et frirum, hvor den løfter sig op over det banale og søger at lade sig hvile hos tilskueren.

Lang historie kort er en skøn historie, som efter at have set den til ende, ikke vil være foruden – at nå helt til enden er dog lettere sagt end gjort, og nok særligst hvis man ikke er til ’snakke-film’. Men engagerer man sig i historien og karaktererne, har man meget godt i vente, og filmen efterlader mig både rørt og opløftet.