I forbindelse med CPH PIX fik vi lov til at møde en af nutidens helt store filmkunstnere, spanske Amat Escalante, der er biografaktuel med den surrealistiske film The Untamed. Filmen efterlader seerne med masser af spørgsmål, så vi tænkte, at det var meget passende, i løbet af vores korte interview, at stille ham et par spørgsmål, i håbet på at få afklaret visse dele af filmen.
Hvorfor fortælle denne historie?
Jeg gjorde lige hvad jeg ville i denne film – til forskel fra de forrige. Jeg forsøger at undersøge, hvordan vi opfatter virkeligheden gennem mine film. Da jeg skrev manuskriptet sammen med Gibrán Portela lavede vi to udgaver. Den ene var en normal historie, uden noget science-fiction element, og det kedede mig, så derfor valgte vi at integrere meget enkle science-fiction elementer for at kunne slippe af sted med flere ting.
Historien bygger på en avisartikel jeg engang læste, om et lig af en kvinde, der blev fundet ved vejkanten. Ingen menneskerne havde meldt det til politiet, og det fik mig til at tænke over, hvad det er der gør, at man i et samfund, kan undlade at gøre sådan? I forlængelse af det, ville jeg også gerne udforske had og vold mod kvinder. I denne kontekst er ”monsteret” en udforskning af søgen efter frihed.
Alle er besat at noget i denne film. Er der en tematisk årsag til dette?
Jeg ser det som en god ting, fordi alle er besat af noget, i en eller anden forstand. Det kan selvfølgelig ende som en farlig ting, hvis man blive besat af andre, og søger at løse det voldeligt. I filmen her, vælger vi så den barske side, men helt generelt føler jeg, at det er en naturlig ting ved at være menneske.
Hvordan ville du beskrive din proces som instruktør?
Det hele starter med, at jeg nærmest lever med historien for mig selv i et stykke tid. På den måde skal historien ud af mig. Det er min vision. Jeg kan godt lide at planlægge tingene, forholdsvis ned til mindste detalje. Jeg er åben over for at høre idéer fra andre i løbet af produktionen. Det er umuligt som person at forudse og planlægge alt i en produktion, inden det hele går i gang, så jeg holder et vindue på klem, så der kan komme ny inspiration undervejs.
Ville du mene, at slutningen er håbefuld?
Ja. Alle hovedspillerne har forudsætningerne for et bedre liv, der hvor filmen slutter. Hun har værktøjerne til at opdrager hendes børn under bedre forhold, og forhåbentlig får hun et bedre forhold til mænd i fremtiden. Det er så simpelt for mig. Jeg vil ikke være prætentiøs, hvis det er ordet, så for mig er historien meget enkel.
