En vidunderlig fiktiv dokumentar

I At elske Pia fortæller instruktør Daniel Borgman historien om den 60-årige udviklingshæmmede Pia, der stadig bor hjemme hos hendes mor, hvor de begge passer på hinanden. Pias mor er dog ved at være gammel, og når hun engang går bort, er Pias fremtid temmelig uvis – for hvad skal Pia gøre af sig selv, hvis hun en dag står alene. Derfor beslutter hun sig for at få en kæreste, og da hun møder Jens er det som om alt ting falder på plads, lige indtil virkeligheden kommer snigende.

Dokumentar eller fiktion?
Filmen udvisker fuldstændig linjen mellem dokumentar- og fiktionsfilm. Billedet aspektet er i det kvadratiske 4:3 format, er grynet som en hjemmevideo, og skuespillet er så autentisk, at hvis ikke jeg havde fået fortalt at situationerne var konstrueret, så havde jeg oprigtigt troet, at det var en helt almindelig dokumentar. Denne sammensmeltning skyldes, at intet i filmen fremstår som noget ud over det sædvanlige. Scenerne mellem Pia og hendes mor vækker uhyggelig genklang hos scener fra mit eget liv. De æstetiske træk er blot prikken over i’et, for det, der må siges at være en af de mest velspillede film, jeg har set i år. For disse situationer kunne meget vel have været ulideligt kedelige, hvis ikke det var får det smerteligt virkelighedsnære skuespil.

Jeg synes næsten det er synd at afsløre og skrive mere, for At elske Pia er ganske enkelt et gribende, hjerteskærende og frygteligt troværdigt drama, der er bedst at se, når men ved så lidt som overhovedet muligt. Der er ikke nogen vilde biljagter, eller superhelte, der svinger mellem højhusene i New York. I stedet er det blot en fortælling om ensomme, men rigtige mennesker, hvis historie for alvor fortjener at blive hørt og set, når det er med en dybde som denne.
Se den, mens du stadig kan nå at fange den i biografen!