Ny urovækkende thriller efterlader tilskueren i chok

Trey Edward Shults brød for et par år siden igennem med sin debutfilm ‘Krisha’. Nu er han tilbage med sin anden film, ‘It Comes at Night’, hvor han nu har fået et mere stjernespækket cast, som udover Joel Edgerton også inkluderer to af tidens største rising stars, Christopher Abbott og Riley Keough (begge er, inden for de sidste par år, for alvor brudt igennem med fremragende præstationer i henholdsvis ‘James White’ og ‘American Honey’).

I filmen følger vi Edgertons karakter, Paul, og hans kone, Sarah, (Carmen Ejogo) og søn, Travis (Kelvin Harrison Jr.). En mystisk katastrofe har spredt sig over hele verdenen, og gjort næsten alle folk dødeligt og smitteligt syge. Paul og familien har trukket sig tilbage til et afsides hus midt i en skov, og lever forsigtigt for ikke at blive opdaget af andre, som vil kunne bringe sygdommen til dem. En dag dukker Abbotts karakter, Will, op for at lede efter vand til sin familie, konen Kim (Keough) og sønnen William. Efter meget mistænksomhed indvilliger Paul i at lade Will og hans familie bo i huset, men Paul fastholder dog en naturlig mistro til alle andre end hans egen familie.

En konstant følelse af frygt, mistro og paranoia
Man får ikke på noget tidspunkt forklaret, præcis hvad der er sket med resten af verden, men et close-up af det Breughel’ske maleri ‘Dødens triumf’ i starten giver en symbolsk beskrivelse af verdenssituationen. Igennem hele filmen er der en utrolig tung og mættet stemning, som gør at den frygt og paranoia, der eksisterer grundet denne mærkelige sygdom, som har sat verden i en grum og dystopisk fremtid, griber fat i tilskueren med en knugende kraft, uden at slippe igen. Frygten bliver formidlet på sådan en klar måde at man forstår – og oplever – den mistro som Paul og familien har over for alle andre.

‘It Comes at Night’ giver ikke nogle klare svar på de vigtige begivenheder der opstår i løbet af filmen, hverken til karaktererne eller til tilskueren, og dette er med til at forstærke følelsen af mistro. Filmen finder ikke sted på andre beliggenheder end i (eller omkring) huset og i skoven, og denne begrænsning af plads i filmens narrative univers giver en klaustrofobisk følelse, som øger fornemmelsen af paranoia. Ligesom man oplevede det i den fremragende ‘The Witch’, der for nylig fik dansk biografpremiere, så gør denne begrænsning og tunge følelse af frygt, mistro og paranoia at man mærker hvordan at filmen kryber helt ind under huden på en.

Jeg synes ikke nødvendigvis at “It Comes at Night” var særlig rar at se, men det er nu alligevel en biografoplevelse jeg vil anbefale, da filmen virkelig sætter sig fast i en og suger en helt ind i det mistroiske og paranoide univers. Filmen skaber en urovækkende og ubehagelig følelse, men er bestemt en mindeværdig oplevelse, hvor man efterfølgende sidder mundlam og chokeret tilbage mens rulleteksterne kører.