En gangsterfilm maskeret som et portræt

I All Eyez on Me får vi historien om vel nok den mest kendte rapper nogensinde, Tupac Shakur, også kendt som 2 Pac. Succesen var dog aldrig selvskrevet, for med en mor som en af frontfigurerne hos ’Black Panthers’, var hele hans opvækst kendetegnet ved svigt på svigt, i et voldeligt miljø, hvor politikere, politiet og lokalbefolkningen lå i en konstant fejde med hinanden, og hvor intet var trygt og sikkert. Som ung opdager Tupac dog, at han har et talent for at rappe, men heller ikke dette er en dans på roser, eftersom rappermiljøet på dette tidspunkt havde mere tilfælles med gangstere end musikanter.

Myten bliver underbygget
Det første man lægger mærke til er, at langt de fleste af personerne stadigvæk er i live, hvilket gør mange af begivenhederne en smule besynderlige at se. Folk som Snoop Dog, Jada Pinkett (Smith) og Dr. Dre er nok de mest kendte og bliver alle portrættet i meget positive vendinger, selvom de trods alt i forskellige grad, bidrager til det selvdestruktive miljø, der til sidst bliver Tupacs undergang. Hvis ikke man vil vise nulevende mennesker nuanceret på film, af frygt for at støde dem, så skulle man næste hellere udelade dem helt, eller måske endda vente lidt længere med at fortælle historien, eftersom den tydeligvis ikke er rigtig afsluttet endnu.

Demetrius Shipp Jr. gør det fint som Tupac, men er aldrig blændende. Han fanger meget godt gestikulationerne og attituden, men autentisk fremstår han ikke. Det er dog ikke udelukkende hans egen skyld, men derimod den film han er med i. Alt lige fra billedet til lyden, henover replikkerne er alt for velpoleret. Der er ikke skyggen af improvisation i nogen af scenerne, så meget endda, at det til tider kan føles mere som en rekonstruktion af rigtige optagelser end sammenhængende scener i et godt drama.

All Eyez on Me, er et meget pænt glansbillede af en mand, der på alle måder ikke opererede inden for normalen. Tupac Shakur var et meget interessant menneske, der som en omvandrende modsætning både rummede de revolutionære fra hans forældre, men også en barnlig glæde for at skrive overfladiske og underholdende sange. Filmen her gør ham lidt af en bjørnetjeneste ved at portrættere ham som en mand, der bare konsekvent er misforstået, uagtet, at han skyd politibetjente, var medlem af en bande og blev anklaget for voldtægt. Der er med andre masser af spændende vinkler og perspektiver at tage af, men instruktør Benny Boom har altså valgt den kedeligste, og derfor hænger filmen aldrig rigtig sammen, eller efterlader noget varigt indtryk.