En middelmådig Alien-film, men en god gyser

I denne sjette film i Alien-universet følger vi rumskibet Covenant. Besætningen er på en koloniseringsmission til en fjern planet, for at føre menneskeheden udover Jordens grænser. Undervejs falder de dog over en tilsyneladende perfekt planet, men opdager hurtigt, at det er alt for godt til at være sandt. Det er måske ikke et nyt setup for en Alien-film, men denne gang er det meget veludført og temmelig uhyggeligt.

Fantastiske Fassbender
Jeg kan lige så godt med det samme fremhæve det bedste ved filmen, for det er uden tvivl Michael Fassbender. Denne gang spiller han en dobbeltrolle som den nye og mere stoiske androide Walter, men også som den mere enigmatiske David, der ikke var til at stole på i Prometheus. Han er uden sidestykke den mest interessante karakter, og uagtet, hvad man kan få indtryk af i marketingskampagnen, så er han også den altoverskyggende hovedkarakter, hvilket er filmens største force. Der er bare noget grundlæggende ubehageligt ved en robot, der ligner et menneske, og Fassbender gør med legende lethed begge karakterer troværdige.

Dette grundlæggende ubehag er også tilstede under hele filmen, hvor man ofte bare sidder og venter anspændt på, at den næste ting skal går galt, og havde Ridley Scott kunne holde denne atmosfære hele vejen, ville filmen nok have været noget nær perfekt, men det gør han selvsagt ikke. Der er bare visse elementer, der samtidig gør det til en utrolig frustrerende oplevelse. Frustrationen bliver desværre også virkelig fremhævet i de sidste 15 minutter, der, uden at afsløre for meget, føles mere som en parodi end en pastiche over alle Alien-klicheerne.

De dumme mennesker
For der hvor filmen til tider halter er i karakterbeskrivelserne. Menneskerne på dette skib er ganske vidst ikke ligeså tungnemme som videnskabsfolkene på Prometheus, men de er heller ikke de skarpeste knive i skuffen. Når det hele virkelig går løs, så begår de stadigvæk de mest basale fejltagelse, som var de stadfæstet i gysergenrens konventioner. Det inkluderer bl.a. at de stadigvæk deler sig op, så de kan blive henrettet en efter en og, at de ingen snusfornuft har over for mystiske fremmede som de møder på deres vej.

At Ridley Scott kan skabe en uhyggelig atmosfære eller, at Michael Fassbender er en fantastisk alsidig skuespiller kommer dog ikke som nogen overraskelse. Den store overraskelse her er, at historien er milevidt bedre end forgængeren Prometheus. Hermed skal der ikke forstås, at det er et dybt plot, der stiller filosofiske spørgsmål eller forsøger at besvare hele menneskehedens oprindelseshistorie i løbet af to timer, men derimod, at det er en utrolig fokuseret fortælling.

Alt har en betydning for det overordnet plot, og hvis man tænker sig lidt om kan man godt se, hvordan alle aspekter underbygger et samlet budskab. Det er eksempelvis ikke et tilfælde, at den nye besætning i filmen er på en koloniseringsmission, at det er lige netop androiden David fra den forrige film de møder, eller for den sags skyld, hvilke karakterer, der selvfølgelig må lide brutale skæbner.

Det kan måske fremstå som om jeg ikke kan lide filmen, men Alien: Covenant er et uhyggeligt og ubehageligt nyt kapitel i Alien-serien. Ridley Scott tilfører måske ikke noget nyt til gysergenren, og filmen er nok også en kende for lang, men der er nok gode momenter, skuespillere og mareridtsfremkaldende scener undervejs til at underholde alle, både fans og nytilkommende.