Italiensk filmkavalkade i Grand Teatret

Kategori Nyheder af - april 28, 2017
Italiensk filmkavalkade i Grand Teatret

Fra søndag den 30. april til og med onsdag d. 3. maj, kommer det italienske filminitiativ CINEMA MADE IN ITALY til København for at vise det danske publikum et repræsentativt udpluk af filmene fra det foregående filmår. I Grand Teatret vil man kunne se syv vidt forskellige film, til hver en smag, og de fleste får eksklusivt biografpremiere i netop Grand Teatret. Der vil endda være filmskabere til stede før eller efter filmene, så der er ingen grund til at blive hjemme i de næste fire dag (Jeg kan personligt godt anbefale “Pawn Street” og “Latin Lover”).

Programmet kan ses nedenfor, og billetter kan købes på grandteatret.dk.


SPRINGTUR I TOSCANA (LA PAZZA GIOIA)

SØNDAG DEN 30. APRIL KL. 19.00
Thelma & Louise – Italian Style – I dette medrivende komediedrama af Paolo Virzi (‘Human Capital’), som snart får dansk biografpremiere, får to forrygende skuespillere supersaftige roller, og de giver den hele armen – Thelma & Louise-style. To kvinder fra hver deres ende af den sociale rangstige møder hinanden på en lukket, landligt beliggende institution. Beatrice (Tedeschi) påstår at være grevinde, har skabet fuldt af designertøj og George Clooneys nummer på speeddial, mens den tatoverede Donatella (Ramazzotti) holder sine kort tæt til kroppen og helst bare vil blive rask.

De nyder bestemt ikke hinanden med det samme, men ender alligevel på fælles flugt – hver med deres egen agenda og på kollisionskurs med fortiden. Det er der kommet en sjov, rørende og uforudsigelig historie ud af, som kun bliver mere interessant af at være oplevet gennem to kvinders optik.

(Efterfølgende Q&A med skuespiller Valentina Carnelutti).


THE WAR OF THE YOKELS (LA GUERRA DEI CAFONI)

MANDAG DEN 1. MAJ KL. 19.00
Romeo og Julie i syvende plovfure – ’La guerra dei cafoni’ er på én gang romance, komedie, socialrealisme og eventyr. Hele herligheden udspiller sig i Syditalien i midten af 1970’erne. Torremat- ta er en vildmark, hvor overklassens og underklassens ungdom slås på Gud må vide hvilket år.

Den karismatiske Francisco og den grumme Scaleno har helt fra barnsben kæmpet mod hinanden med hver deres ’soldater’. Scaleno beslutter sig for en gang for alle at gøre op med de riges overherredømme, mens Francisco forelsker sig i Mela, den eneste pæne pige i de fattiges ok. Måske kan kærligheden hele sårene?

(Efterfølgende Q&A med filmens to instruktører Davide Barletti og Lorenzo Conte).


PAWN STREETS (LE ULTIME COSE)

MANDAG DEN 1. MAJ KL. 21.30
En bittersød fortælling fra pantelånernes Torino – Irene Dionisios imponerende detaljerige historie om penge, desperation og sociale tabuer sammenvæver tre skæbner med en pantelåner i Torino som historiens omdrejningspunkt. Stefano, som er nyansat hos pantelåneren, er ikke forberedt på arbejdslivets barske udfordringer.

Sandra er en ung transvestit, der er kommet til byen for at undgå fortiden – og en tidligere kæreste. Og den pensionerede Michele er så forgældet, at han helt og aldeles er i pantelånerens vold. I lyset af krisen i det italienske banksystem (og det italienske samfund generelt), må ethvert sammenfald med virkeligheden betragtes som tilstræbt.

(Efterfølgende Q&A med filmens instruktør)


QUO VADO?

TIRSDAG DEN 2. MAJ KL. 19.00
Mere end 10 millioner billetter: Den største italienske biografsucces nogensinde! Checco (Checco Zalone) er en mand, som har realiseret alle sine drømme. Han holder udgifterne nede ved at bo hjemme hos sine forældre. Han er forlovet, men har ingen planer om at blive gift og på den vis blive draget til ansvar for både det ene og det andet. Og så er han fastansat ved kommunen – forhåbentlig på livstid! Alt er med andre ord fryd og gammen, men så skal der omstruktureres, og pludselig forflyttes tryghedsnarkomanen til de vildeste steder.

Efter et stopover på Nordpolen ender han oppe ved polarcirklen i det nordligste Norge, hvor hans forkælede italienske vaner for alvor udfordres – ikke mindst i mødet med kærligheden

(Efterfølgende Q&A med skuespiller Eleonora Giovanardi).


ITALIAN RACE (VELOCE COME IL VENTO)

TIRSDAG DEN 2. MAJ KL. 21.30
(Familie)livet i overhalingsbanen – De Martino-familien har benzin i blodet. De har altid beskæftiget sig med racerløb. Da familiens overhovede Mario dør af en blodprop, efterlader han sig sit værksted til sin unge datter, Giulia (Matilda De Angelis), som også er en usædvanligt talentfuld racerkører. Til begravelsen dukker Giulias 40-årige storebror Loris (Stefano Accorsi) op og kræver sin del af værkstedet – efter ikke at have ladet høre fra sig i ti år. Lori er fuldstændig upålidelig, men han ved stadig et og andet om racerløb, bilmotorer og hvad det kræver at vinde. Især det sidste bliver der brug for, da Giulia stiller op til et løb, hvor hele familiens fremtid står på spil.


SWEET DREAMS (FAI BEI SOGNI)

ONSDAG DEN 3. MAJ KL. 18.30
Mesterdrama fra mesterinstruktør – Den italienske mesterinstruktør Marco Bellocchio tackler nemlig altid sit materiale fra en personlig vinkel, uagtet om filmene omhandler nutidige eller historiske episoder fra hjemlandet. Det er også tilfældet i filmatiseringen af Massimo Gramellinis biografiske bestseller, der kredser om dybe følelsesmæssige ar efterladt af en dysfunktionel familie og afsporet moderlig kærlighed.

Kun ni år gammel mister Massimo pludseligt og voldsomt sin mor, og det får afgørende indflydelse på resten af hans liv. Han bliver en dygtig journalist, men er rastløs og skifter fokus fra fodbold til krigen i Bosnien og videre. Han er ikke i stand til at tage noget alvorligt eller knytte sig til andre mennesker. Indtil den dag han møder kvinden, der tvinger ham til at gøre op med fortiden.

Efter visningen er der Q&A med skuespiller Barbara Ronchi og manuskriptforfatter Valia Santella


LATIN LOVER

ONSDAG DEN 3. MAJ KL. 21.30
Sprudlende kærlighedskomedie med forviklinger – ’Latin Lover’ er Cristina Comencinis filmiske kærlighedsbrev til tidlige tiders klassiske italienske film og ikke mindst de skuespillere, der befolkede dem. Filmens afsæt er en stor familiefest på et landsted i Apulien, hvor de mange kvinder fra den afdøde stjerne Saverio Crispos liv samles. Ham selv møder vi kun i tilbageblik – og han ligner mest af alt et gadekryds mellem Vittorio Gassman og Marcello Mastroianni: En stor charmør og kvindebedårer. Blandt gæsterne møder vi adskillige døtre fra mandens mange ægteskaber, samt to enker og Crispos gamle body double, Pedro del Rio, som viser sig at have kendt festens afdøde midtpunkt bedre end nogen andre.

Udgangspunktet er italiensk på den allermest sprællevende facon, og det bliver bestemt ikke kedeligere efterhånden som skeletterne rasler ud af skabet, gamle fejder genoptages og natlige afsløringer kommer for en dag.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.