Paranoia og konspirationsteorier er emner, der før i tiden tilhørte nichegrupper i samfundet, men som kun med årene er blevet en større og større del af mainstreamkulturen. I takt med at vores tillid til politikerne er faldet, terror er blevet normaliseret og mistilliden til alle autoriteter er nået et nyt lavpunkt, har paranoiaen aldrig været større. En sådan stemning eksisterer imidlertid ikke kun i vores samfund, men afspejles i alle afgreninger af vores kultur, inklusiv filmmediet.
Det er blandt andet af denne grund, at filmforsker Peter Ole Pedersen, nu er aktuel med den fjerde bog i bogserien Kosmos, der eksisterer under titlen Paranoia på film. Kosmos er en bogserien, der beskæftiger sig med forskellige afgrene af popkulturen, hvordan den bliver repræsenteret på film, og hvad vi som tilskuere kan tage ved lære af dette medie.
Peter Ole Pedersen er dog langt bedre til at forklare intentionen med bogserien, end jeg er, så det vil jeg lade ham gøre:
– Hvordan kan vi bruge [film] til bedre at forstå eller komme ind under huden på, hvad der foregår? Det er det jeg synes filmen kan, og det er det jeg synes er interessant også ved at skrive de her bøger, og det gælder alle bøgerne i denne serie. Jeg vil gerne have forfatterne til at beskæftige sig med, hvordan vi lever, ånder og oplever med film. Hvad er en filmkultur? For det er der ikke særlig mange, der skriver om i nyhederne og aviserne. Du kan ikke proppe det ned i en overskrift, derfor er der ikke nogen, som har tid til at skrive om det.
I dette fjerde kapitel af bogserien har Peter Ole Pedersen hovedsageligt valgt at fokusere på fire film, The Conversation (1974), Panic Room (2002), THX 1138 (1971) og Minority Report (2002), der til sammen viser, hvordan panik og sammensværgelser altid har eksisteret på film, men kan manifestere sig på meget forskellig vis, afhængig af genren og filmens samtid.
Pedersen kunne sagtens have valgt at starte sit filmhistoriske nedslag på et tidligere tidspunkt end lige netop 1970’erne, men det er ikke nogen tilfældighed, at lige netop det årti bliver brugt som udgangspunkt til at snakke om paranoia på film. Mistillid til vores institutioner har nemlig aldrig været større, og det er netop det, Peter Ole Pedersern mener, gør en film som ’The Conversation’, mindst lige så aktuel i dag som den var for 40 år siden:
– Der er en stemning nu, som til en vis grad kunne minde om noget af det, der bobler op i 70’erne, hvor der opstår denne mistillid til egen regering og mistillid til, hvordan retsprocessen fungerer i et retssamfund. Alle de her ting var med til at katapultere 70’er thrilleren og alle de her ikoniske film, vi kender i dag.
Vi er alle sammen en smule småparanoia, men nu er den bare accelereret. Når der opstår sager, som er usmagelige, ubrugelige og inkompetente. Når der er problemer med styringen og enkeltpersoner, så kan vi ikke gøre noget for at ændre det. Inger Støjberg kan tage en kageselfie og Esben Lunde kan nosse i spinaten tre gange i træk, men der er ikke nogen konsekvenser. Der er ikke nogen, der bliver fyret. Den immunitet, der er opstået får bare paranoiaen til at stige. Det er ligesom i ’The Conversation’. Hvad er det for et system, som man ikke kan angribe på nogen måder?
Denne mistro har vel altid eksisteret, så kunne du ikke have valgt et tidligere tidspunkt i filmhistorien?
– Jeg kunne godt have startet i 1920, for paranoia er ikke noget, der bliver opfundet i 1970, men der er virkelig nogle distinkte årsager til, at 70’erne er værd at fremhæve. Den store mistro, der opstår i samfundet, er måske ikke noget nyt, men der er meget magtudøvelse, som gør en befolkning nervøse, der er meget personfokus, og så er der også, uden at forenkle Trump og bare kalde ham for en idiot, men Trump er ligeså upopulær som Richard Nixon var på daværende tidspunkt.
Fra begyndelsen var Nixon ikke upopulær, men det var han virkelig i begyndelsen af 70’erne, og så kommer hele Watergate skandalen. Så det er en spejling af denne mistro og ubehag, der ligger i samfundet i slut 60’erne og særligt i start 70’erne, som fik mig til at tænke: ”Vi har noget lignende nu, og hvordan kan vi så bruge filmhistorien til bedre at forstå eller komme ind under huden på hvad, der sker i samfundet lige nu.”
Det er netop i disse konspiratoriske tider, at paranoiafilmene er mere aktuelle end nogensinde før, da de udforsker paranoide scenarier, og vægte det positive og det negative, uden at blive moraliserende eller hykleriske, men samtidig langt mere tankevækkende end eksempelvis en nyhedsartikel:
– Pointen [med paranoiafilmen] er, at vi med disse karakterer kan udleve, på godt og ondt, hvad der er effekten af paranoiaen. Meget på ondt i en film som ’The Conversation’, fordi Harrys liv går i oplysning, men man kan også nævne ’Enemy of the State’ som en moderne opfølger. Den er meget mere højtempo og actionfyldt, og den har en form for ”Happy Ending”, men gennem den kan man leve sig ind i den frenetiske paranoia. [Enemy of the State] er Will Smith udgaven af paranoia, ikke Gene Hackman udgaven, men man kan tage ved lære af dem begge.
Peter Ole Pedersens bog handler imidlertid ikke blot om paranoia i en moderne kontekst, men også om, hvordan den kan manifestere sig i science-fiction genren, og til dette har han valgt filmene ’THX 1138’ og ’Minority Report’.
Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men science-fiction filmen ’THX 1138’, der handler om en mand i et overdrevent bureaukratisk og overkontrollet samfund, er faktisk George Lucas’ første spillefilm. Der er masser af paranoia i filmens plot, men det er ikke nogen tilfældighed, at filmen bliver stillet over for ’Minority Report’, der netop er instrueret af Lucas’ blockbuster partner, Steven Spielberg.
– [I starten] tænkte jeg, at det bare bliver et kapitel, der skulle handle om ’THX 1138’, men så fik jeg den, lidt fjollede tanke, at det ville være sjovt at skrive om de to helt store, men på en trodsig måde. Altså, at skrive om noget, der ikke er ’Star Wars’, og så stadig får skrevet om Lucas og stadig får illustreret, at han kommer et helt andet sted fra. Han startede med at være fascineret af disse eksperimentalfilm, og så lavede han ’THX 1138’.
’Minority Report’ er derimod et eksempel på, hvordan thrillerfilmen smelter sammen med science-fiction filmen. Her er der mulighed for alle mulige metaforiske undersøgelser af, hvordan retssamfundet ser ud, når det løber løbsk med personlig overvågning og monitorering – og det kan vi nu lave i den her verden, som er lidt ligesom vores verden. ’Minority Report’ har en temmelig fattig science-fiction verden, der er stadig biler osv. man har bare gjort teknologierne lidt mere avanceret. De kan bruges til at lave en cereal-boks, hvor der er noget levende ude på, og reklamerne kan registrere din iris og så fortælle, at du nok har brug for en kold øl. Det er et rigtigt Philip K. Dick univers. Det er så fattigt, lidt ligesom Blade Runner, Spielbergs verden er bare lidt mere glansfuldt. Det hele er alligevel helt af helvede til, selvom vi har alle disse gadgets.
Hvordan spiller paranoia så specifikt ind i ’Minority Report’?
– [Minority Report] er en nymyte over monitorering og overvågning. Det er måske en lidt mindre hardcore udlægning af paranoia, men der er et virkelig langt paranoia forløb. [Tom Cruise] er lederen af en politienhed. Pludselig bliver han anklaget, offer for og jagtet af sin egen enhed. Der er en virkelig heftig paranoia, hvor man tænker det kun er et spørgsmål om tid inden de fanger ham.
Verdenerne i disse film er måske ikke særligt opløftende, men til trods for, at bogen fokuserer på paranoia og sammensværgelser, så har Peter Ole Pedersen et langt mere håbefuldt ønske til hans læsere og folk, der er filminteresseret:
– [Jeg tror], at man bruge filmscenarier til rent faktisk at blive klogere på, hvad der finder sted i verden. Man kan bruge filmen til at tænke over, overvågning, brugen af teknologier og kontrol på en anden måde. Det tror jeg faktisk de kan, især de bedste af dem. Prøv at se filmen på en måde, hvor man leder efter enkeltoplevelserne. Det er lidt en misforståelse, at man kun skal se filmen for fortællingen. Filmen er jo alt muligt andet end fortællingen. De er scenarier, de er billeder, de er lyde, de er store iscenesættelser. Det er det, jeg mener denne kunstart kan, som alle mulige andre medier ikke kan på samme måde.
Den her bog handler så bare om paranoia, men jeg håber man får lyst til at kigge efter, hvordan filmscenarier kan give en sansefuld oplevelse og et indblik i andre emner.
