Inden anmeldelsen vil jeg gerne kort hylde arrangørerne af CPH:DOX for at levere en introduktion i form af et interview med Eske Willerslev og Kristian Leth, der har skrevet om bogen om forholdet mellem det uforklarlige og videnskaben. Det var en dejlig måde at komme i stemning til at se dokumentaren, og det er initiativer som disse, der er med til at gøre festivalsoplevelsen til noget særligt. Man kan kun håbe, at flere film får sådan en introduktion.

Når det kommer til selve filmen, så er den opdelt i tre dele, hvor Malik i vanlige “non-narrative” stil fortæller historien om jorden, dyrene og menneskeheden. Det er en flot og poetisk fortælling, som indrammes af en blid kvindelig stemme, der læser et digt op. Denne opdeling kombineret med det rolige tempo får det hele til at køre som smurt i starten, men der går ikke længe, inden det hele falder fra hinanden.

Der er ikke nogen dybde i fortællingen, til trods for de ellers maleriske optagelser. Lidt for meget af filmen er decideret iscenesat eller ligefrem animation, og grænsen for hvorvidt filmen overhovedet kan kaldes en dokumentarfilm står og falder på, om man godtager, at det er en visualisering af vores videnskabelige viden om jordens historie. Hvorfor Tree of Life så ikke er en dokumentar, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Digtene, som udgør det gran af håndgribeligt narrativ, som forelægger i filmen, er så banalt, at den gentagende spørgen efter “Mor” får det til at fremstå som en fjerdeklasses skriveøvelse. Det er med andre ord temmelig prætentiøst.

Vi kommer aldrig i nærheden af et mesterværk som Koyaanisqatsi, der er en af de flotteste og mest åndelige film, som nogensinde er blevet optaget. Vi er heller ikke på samme niveau som Maliks egen Tree of Life, men hungrer du efter en atypisk eftertænksom oplevelse, så kan din sult måske blive stillet af Voyage of Time – men kun for en stund.