Forspildt potentiale, men stadig masser af flot monster action

Det er fjerde gang vi som biografgængere gør et bekendtskab med den store abe, der har en tilbøjelighed til at klatre i højhuse og har en affektion for menneskekvinder, og det er kun hvis vi tæller blockbusterudgaverne. Kong er ikke ligefrem nogen dyb skikkelse i filmhistorien, og de få sider vi kender til ham, må efterhånden siges at været godt og grundigt udpenslet på det store lærred. Derfor er det utrolig smart af instruktør Jordan Vogt-Roberts, at han i stedet for bare alt de vi kender, så er rammerne fuldstændig anderledes denne gang.

Væk er Empire State Building, kvinden i nød og opportunisterne, der vil tjene penge på King Kong, og i stedet er det blevet erstattet med 70’erne, krigsveteraner fra Vietnam-krigen og en gruppe forskere, der vil udforske den mystiske ø – Skull Island.

Ensemblet består af en perlerække af kendte og talentfulde skuespillere, der bl.a. tæller folk som, Samuel L. Jackson, John Goodman, Tom Hiddleston, John C. Reilly og sidste års Oscarvinder Brie Larson. De har alle hver deres unikke forhistorie og årsag til at være på øen, og lige fra starten af bliver konflikterne og alliancerne tegnet tydelig op, men med gode fremtidsudsigter for masser af karakterudvikling.

Stereotype karakterer.
Man kan med det samme se det enorme potentiale for en gode historie, fordi karaktererne er så godt beskrevet, men desværre bliver de mange koncepter kun alt for sparsomt brugt. Soldaternes erfaringer fra Vietnam-krigen bliver kun brugt som begrundelse for deres krigsliderlighed og manglende evne til at erkende et nederlag, og på samme måde bliver de indfødte på øen kun brugt som en forklaring for, hvordan den sejlivede John C. Reilly har overlevet i 28 år.

Al dette forarbejde bliver hovedsageligt brugt til at generalisere karaktererne, og det er ærgerligt, når der ellers er gjort så meget ud af at fortælle historien anderledes. Paradoksalt nok, så ender ”monsterslåskampene”, derfor med at være det mest mindeværdige til trods for, at de ellers bliver brugt mere sparsomt.

Det er stadigvæk ufatteligt fedt at se en kæmpe gorilla banke forhistoriske væsner, smadre helikoptere og nedstirre Samuel L. Jackson. Kong får også lov til at have sin egen forhistorie og følelsesmæssige drive, så han er en lidt mindre statist i sin egen film, end det ellers har været tilfældet tidligere. Faktisk så ender Kongs historie med at være den mest emotionelle, fordi han har noget større at kæmpe for, end blot penge og berømmelse.

Kong: Skull Island, er utrolig underholdende med masser af overdreven monstervold. Folkene bag har forsøgt at skabe en dybere og mere seriøs fortælling, end tidligere, men når alle menneskerne stadig er forvist til deres arketypiske karaktertræk, så fungerer den del i hvert fald ikke efter hensigten. Jeg kan dog ikke være for negativ omkring filmen som helhed, fordi den også samtidig leverer den mest interessante (og største) udgave af King Kong til dato. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, når King Kong og Godzilla angiveligt kommer til at slå pjalterne sammen i fremtiden.