Den bedste film om Wolverine

I denne sidste film om Logan (Hugh Jackman), bedre kendt som Wolverine, befinder vi os i det nærtliggende år 2029. Mutanterne er næsten uddøet af naturlige årsager, så der er ikke særlig meget heltearbejde at tage sig til, hvilket også er meget passende, da Logan også er ved at være nedslidt efter alle sine år. Den manglende accept af hans art og det hårde liv gør, at han lever i skjul, hvor han forsøger at tage sig af en aldrende og svag Professor Xavier (Patrick Stewart).

Hans fortid ender dog med at indhente ham, da en ung mutant bliver jagtet af onde kræfter, og desperat har brug for Logans hjælp.

En mere eftertænksom blockbuster.
Det er en mere afdæmpet science-fictionramme end man ellers er vant til, ikke bare i X-men filmene, men også i superheltegenren som helhed. Genren bliver ellers altid identificeret (og hånet) for at være for fjollet, men emnerne i Logan er alt andet end fjollede, og derfor er det også passende, at der ikke er noget spandex at finde her. Filmen udkommer også ucensureret i biograferne, hvilket betyder, ikke bare, at volden er mere brutal, men også, at der en lidt større dybde, end man ellers er vant til.

Temaer som meningen med livet, døden, kampen for at gøre det rigtige, selvom det ikke er det letteste, er blot noget af det, som bliver belyst i løbet af historien. Det er en modenhed, der sjældent ses i nogen film med et budget på mere 50 mio. dollars, og i de passager, hvor det føles som en ruminerende science-fictionfilm, om en vred mand, der har mistet alt – og tilfældigvis har metalklø – så rammer de følelsesmæssige højdepunkter faktisk overraskende rent.

Hugh Jackman har efterhånden spillet den arrige Logan, i næsten to årtier, og det kan ses i hans troværdige legemliggørelse af manden, der har mistet alt. Sammen med Patrick Stewart i rollen som den aldrende Charles Xavier, og den fængslende Dafne Keen som Logans alt for unge arvetager, udgør de en trio af tragiske, men ikke desto mindre plausible og overbevisende mennesker.

Indhentet af genrens faldgrupper
Desværre – fristes man næsten til at skrive – så er det stadigvæk en tegneseriefilm, og i dette tilfælde betyder det, at en masse science-fictionnonsens bliver smidt ned over den ellers simple og intime fortælling.

Igennem hele filmen bliver Logan og co. jagtet af en gruppe farlige mennesker, der repræsenterer menneskeheden fra dens værste side. Deres tilstedeværelse bliver doseret passende i det meste af filmen, lige ind til de sidste 20-30 minutter, hvor manuskriptet skifter til automatpilot, og det desværre ender med at stå på komplet action vås, med enetaler, gidsler, en masse computergenerede slåskampe, og alle tænkelige genreklichéer i håndbogen.

Historien bliver fuldstændig forrådt, og det er ikke bare irriterende, men endnu mere trist, da James Mangold og holdet bag ellers var så tæt på at skabe noget helt særligt.

Logan er uden tvivl den bedste Wolverine-film, men det siger næsten sig selv, hvis man har set de forrige. Hugh Jackman giver sig fuldt ud som den aldrende og døende kriger med et hjerte af guld, og den verden Mangold har skabt rummer både en dybde og en tragisk tyngde, som vi ikke har set tidligere i denne genre. De andre skuespillere gør det også godt, hvor særligt Dafne Keen imponerer med en meget moden tilstedeværelse på skærmen. I sidste ende hænger det hele dog alligevel ikke sammen, da blockbusterkravene og ufrivilligt komiske skurke trækker det hele ned.

Det er en meget ujævn film, men jeg håber virkelig, at det kan blive starten på en renæssance, hvor tegneseriefilm kan have mere på hjertet og fortælle deres historier til et mere modent publikum.