En moderne hyldest til det gamle Hollywood

Med fjorten Oscarnomineringer og rollen som favorit til blandt andet at vinde prisen for ’bedste film’ er der forståeligt nok skabt utrolig meget hype omkring ”La La Land”, som er Damien Chazelles efterfølger til den sublime ”Whiplash”.

Filmen er en musical, der omhandler Emmas Stone karakter Mia og Ryan Goslings karakter Sebastian, som begge befinder sig i Los Angeles. Mia kæmper med at slå igennem som skuespillerinde i Hollywood, samtidig med at Sebastian har en stor passion for jazz, og prøver at samle penge nok sammen til at kunne åbne sin egen Jazz-klub. Igennem tilfældigheder støder Mia og Sebastian på hinanden et par gange, og udvikler begge romantiske følelser for hinanden.

Filmen markerer sig fra start af som musical ved at lægge ud med et nummer inden handlingen overhovedet er gået i gang. I filmens begyndelse var der overordnet set ret mange farverige musical-numre, og jeg frygtede lidt at filmen bare ville være en lang kavalkade af musikvideoer. Heldigvis kom der mere og mere dybde og handling som filmen skred frem, og musikken blev skubbet lidt i baggrunden, hvilket klædte filmen.

Dette års ”The Artist”
Det, der fungerer rigtig godt ved musical-numrene er Damien Chazelles filmiske udførelse af dem. Generelt set er ”La La Land” er en utrolig stilsikker film og simpelthen forbandet flot, samtidig med, at man i mange af musiknumrene, efter min mening, ligefrem kan snakke om, at det er et stilistisk mesterværk. Til tider virker det som om, at filmen har fokuseret mere på stil end substans, men stilen er også så godt gennemført, at man i de fleste tilfælde kan se igennem fingre med det.

Det er tydeligt at Chazelle via sit filmiske udtryk sender en stor hyldest ikke bare til ældre musicals, men generelt til alle de ældre klassiske Hollywood-film. Det faktum, at handlingen finder sted i Hollywood og nogle gange også på film-sets er med til at understrege hyldesten til det klassiske Hollywood. Jeg er næsten overbevist om, at ”La La Land” kommer til at vinde Oscaren for bedste film, for en flot og stilsikker udførsel og en hyldest til en ældre Hollywood æra plejer at falde i god jord hos akademiet (som man f.eks. også så med ”The Artist”).

Selvom ”La La Land” hovedsageligt er en flot filmteknisk præstation, så kommer der efterhånden i filmens forløb mere og mere substans i historien. Filmen har flere morsomme øjeblikke og en rigtig god slutning, som i øvrigt indeholder en flot cadeau til ”Casablanca”.

De to hovedroller gør det godt og har god kemi i mellem sig. Især Emma Stone er virkelig god som den søde Mia, der kæmper med dilemmaet om, om hun skal følge sin drøm eller indse realiteterne og begynde i skole i stedet. Også Ryan Gosling er god som Sebastian, men man føler bare lidt at man har set ham i sådan rolle før, som den hurtig-bemærknings, sjove, søde, men også alvorlige fyr (i film som ”Crazy, Stupid, Love” og ”The Big Short”).

”La La Land” er en utrolig flot hyldest til det gamle Hollywood, hvor stilen ganske vist til tider trumfer substansen, men alligevel kommer der mere dybde i historien i løbet af filmen, og når skuespillet er godt, og slutningen så medrivende er det ikke svært at give filmen fem fortjente stjerner.