Den bedste i serien, men stadig intet mesterværk

I Alle for tre, vender vi filbage til de to håbløse svindlerbrødre Timo (Ramus Bjerg) og Ralf (Mick Øgendahl). De kører stadig rundt i det ganske land fuld af fupnumre, men det hele ændrer sig, da deres far pludselig dør og efterlader en eftertragtelig arv. Det eneste problem er bare, at arven er skænket til deres søster i Italien, som de intet kender til. Derfor beslutter de sig for at taget til Italien i håbet om at lokke arven ud af deres søster, men da de møder hende går det hele ikke ligefrem som planlagt.

God og simpel historie
Hvis der er noget, som jeg skal slå fast med det samme, så er det, at Alle for tre er en udmærket dansk komedie, men der er til gengæld heller ikke særlig meget mindeværdigt over den. De fleste platte jokes er næsten fuldstændig fjernet til fordel for en mere moden historie og komik opbygget omkring plottet og karaktererne, og det er filmens største præstation.

Den fungerer fuldstændig som en komedie – konceptuelt – men alligevel er det, som om det ikke helt klinger. Jeg kan allerede nu forestille mig høtyvene fra seriens mange fans, men misforstå mig ikke, det er helt klart den mest gennemførte komedie i serien, det er bare leveringen, der halter undervejs.

Godt samspil
Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg spiller fint over for hinanden i deres meget karikerede roller, hvor de gør det som de skal. Sonja Richter er derimod en helt anden sag. Det korte af det lange er, at hun ganske enkelt ikke er morsom på noget tidspunkt. Jeg ved ikke, om det skyldes manuskriptet, eller bare hendes diktion, men hendes meget seriøse attitude står i stærkt kontrast til de to brødre, der befinder sig på en helt anden planet. Fokusset på en mere helstøbt historie giver også bagslag i sidste ende, da der ikke er noget momentum i udskejelserne, og filmen fortsætter et pænt stykke tid efter historien er blevet fortalt.

Det bedste i disse film er kuppene, men her er de blevet sat på bagsædet til fordel for et større fokus på familiedramaet, der, uanset hvor prisværdigt det end er, fremstår noget klichéfyldt.

Alle for tre, er nok den bedste i serien. Der er et mere modent fokus i en historie, der handler om at holde af og værdsætte sin familie, og dramaet har faktisk også tyngde som følge af en gennemført fortælling. Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg er gode til at skabe humoristiske øjeblikke i deres naturlige samspil, men Sonja Richter som den nye søster fungerer ikke lige så godt.

Hvad jeg skriver som anmelder har måske ikke den største betydning, når man tænker på, hvordan Øgendahl stolt har ignoreret alle anmeldelserne af de forrige film, men jeg vil alligevel gerne understrege, at det er en udmærket dansk komedie, der måske ikke innoverer, men som på intet tidspunkt er hverken rædselsfuld eller dårlig.