Night Shyamalan laver comeback

Der hersker ikke stor tvivl om, at M. Night Shyamalans karriere er gået gevaldigt ned ad bakke siden han brød igennem med ”The Sixth Sense”. Instruktøren med de indiske rødder holdt, efter sin gennembrudsfilm, et fint højt niveau i en række år, men i de sidste ti års tid har hans film fået gevaldigt hug (”The Happening”, ”The Last Airbender” og ”After Earth” især), og mange betegner ham nu som en afdanket B-films instruktør. Ikke desto mindre er han nu tilbage med filmen ”Split”, som i min bog når samme niveaumæssige højder som hans tidlige film, og nærmest kan betegnes som et regulært comeback for M. Night Shyamalan.

Filmen omhandler pigen Casey (Anya Taylor-Joy), som sammen med to andre piger bliver kidnappet af James McAvoys karakter, der viser sig at være en blanding af 24 forskellige karakterer. I filmen lider James McAvoy nemlig af ekstrem personlighedsspaltning, og han har derfor 24 personer i sig som skiftes til at ’styre’ ham. En lille gruppe af disse personer har overtaget styringen, og det er dem, der står bag kidnapningen af Casey og de to andre.

For at kunne lide denne film skal man først og fremmest kunne sluge præmisset om at flere personer kan eksistere i én person, og samtidig også kunne sluge at hver af disse personer har forskellig fysik. Hvis man kan acceptere præmisset, som undertegnede godt kunne, så får man til gengæld en stemningsmættet og spændende film ud af det.

En interessant og atypisk thriller
En film som ”Split” kunne let være blevet plat, hvis ikke det var fordi at M. Night Shyamalan formår at fortælle historien på en subtil og underfundig måde. Filmen har konstant en nervepirrende stemning, og man bliver revet med i fortællingen. Samtidig har Shyamalan valgt at slå sig sammen med fotografen Mike Gioulakis, som har resulteret i at ”Split” er filmet imponerende flot, med mange forholdsvis lange indstillinger fra atypiske vinkler, som ikke er bange for eksempelvis at lade karaktererne være uden for billedet. Denne form for cinematografi er med til at fastholde den både trykkende og medrivende stemning som præger ”Split”.

En anden ting der gør at ”Split fungerer så godt, er skuespillet. Havde man haft en mindre kompetent skuespiller end James McAvoy til at repræsenterer et utal af forskellige karakterer, kunne det let være faldet til jorden. McAvoy leverer en pragtpræstation, og han formår at lave troværdige portrætter af alle de personer han afbilleder, og samtidig formår han også flot og subtilt at vise hvordan hans karakter skifter imellem disse personer. Udover McAvoy, brillerer Anya Taylor-Joy som unge Casey også, og hendes lidt skæve karakter passer perfekt historien og giver godt modspil til McAvoy. Hun virker som en lovende skuespiller, og mon ikke at man får set mere til hende i løbet af de næste par år.

Det skal også nævnes, at meget atypisk for en M. Night Shyamalan-film, så indeholder ”Split” ikke et stort twist til sidst. Til gengæld er der i slutminutterne en sjov cameo, som sikkert vil dele vandene.

Med sin nyeste film i rækken, formår M. Night Shyamalan med ”Split” at levere en fremragende og atypisk thriller, som har en skæv præmis, er stemningsmættet, flot filmet og flot spillet.