Det victorianske England møder den moderne kvinde

Far from the Madding Crowd handler om Bathsheba, en ung kvinde, der ulig hendes kønsfæller i det victorianske England både er selvstændig økonomisk såvel som personligt. Men kan hendes selvstændighed overleve kærligheden?

Hvis man skuer blikket væk fra forventninger til ægteskabet i 1800-tallet, så berører filmen stadig noget, der står os alle nær. Den svære balancegang mellem at være stærk i sig selv, men samtidig at kunne overgive sig til andre. Det er utvivlsomt også det der gør, at denne klassiske genre har overlevet så mange år. For kampen for identitet og kærlighed er tidsløs, og det er det, der skal drage os til fortællingen om Bathsheba.

Filmen er først og fremmest flot. Farverne, kostumerne og alt det, der foregår foran kameraet er alt sammen så behageligt tilrettelagt, at man aldrig bliver forstyrret i Thomas Vinterbergs fremstilling af 1800-tallets England. Tempoet er også behageligt, og det hjælper en med at begive sig ind i filmens univers, men så når filmen skal fortælle historien, der hiver fat i vigtige emner som, kærlighed, sorg og selvstændighed, så formår den ikke at løfte opgaven.

Vi kommer ikke rigtig nogen ved
For selvom filmen løber i to timer, så har den umanerlig travlt med at skynde sig igennem de forskellige biroller, så meget, at den eneste karakter ud over Bathsheba selv, som man kommer ind på livet, er den elskværdige fåreavler Oak. Men modsat hendes andre bejlere er Oak en karakter man ved hvor man har hele vejen igennem, og derfor også godt kan regne ud, hvad det hele ender med, hvilket ikke tilfører den største spænding. Resultatet bliver derfor, at de andre mænd, som består af den velstående William Boldwood, spillet af Michael Sheen, og den unge charmør Troy, ikke er mennesker i kød og blod ligesom Bathsheba, men karakterer der eksisterer mere for at skubbe historien frem til fordel for Bathshebas egen rejse, end at fortælle om kærligheden og sorgerne er for de mennesker, der er involveret.

Selvom Bathsheba får følt angst og fortvivlelse, når publikum aldrig at komme ned i kulkælderen med hende. For hvad kommer let går let, og hvor historien godt kunne tillade sig at bruge lidt mere tid på de skæbnesvangre øjeblikke, der sætter hendes sorg og glæder i perspektiv, går det for hurtigt for filmens eget bedste. Resultatet er, at vores biroller føles endnu fladere, og når vi kommer til det skæbnesvangre øjeblik, virker det mere tilfældigt end episk. I stedet ender fortællingen med at handle om den bløde kærlighed, hvorfor man bliver efterladt munter, men ikke tilfreds. Man går og håber på, at det skal ende med at handle om de vigtigste ting i livet, og hvordan vores relationer påvirker os som mennesker, men i stedet får vi en fin fortælling, der er flot og helt igennem nydelig, men aldrig mere end det.

Hvad filmen overlever på er dens charme som især Carey Mulligan og filmholdet, fra kamerastyring til kostumer må have ros for. Men, det er desværre ikke nok til at gøre denne anmelder mere end fornøjet over fortællingen. Hvilket er ærgerligt, for selvom man har en række skuespillere med talent, en historie, der gerne vil sige en masse, så er det ikke nok, hvis talentet bliver misbrugt. Derfor ender Far from the Madding Crowd, med at blive spildt potentiale. 3/6