Svensk komik, når det er allerbedst.

Den hundredetårige, der stak af fra regningen og forsvandt, forsætter, hvor den forrige film med en ligeså lang titel slap. Den aldrende krigsveteran Allan Karlsson befinder sig på Bali sammen med sine nye venner Benny og Julius. Filmens præmis er lige så absurd som den første, og det ville da også næsten være trist at afsløre den, men lad det bare være sagt, at Allans nyeste eventyr involverer CIA, russiske spioner og et sodavandskompagni.

Fantastisk håndværk
Det er umuligt at tage noget som helst seriøst i filmen, og det er også meningen. Alle situationer er indsmurt i sort humor, så er man til den slags, vil man uden tvivl blive mere end godt underholdt. Robert Gustafsson, der spiller den hundredårige mand, formår at spille igennem alderdomsmakeuppen, hvilket er en præstation i sig selv, med alle de rædselsfulde fortilfælde, hvor det bare ikke har fungeret. Det er dog ensemblet, der er de helt store stjerner. De har alle en genkendelig personlighed, der får dem til at skille sig ud fra hinanden, og når det fungerer bedst, når vi næsten op på samme højde som Kopps – men også kun næsten.

Den hundredetårige, der stak af fra regningen og forsvandt, er ligeså dejlig skør og skæv som den første. Det er humor, som kun svenskerne kan gøre det og langt over de platheder, danske folkekomedier serverer i dag. Ensemblet er fantastisk, og alle er i topform, så hvis du savner et godt grin midt i al julehurlumhejet, så kunne en hundredetårig mand været et godt afbræk.