Solid og charmerende underholdning for hele familien

Iqbal er tilbage, og denne gang er det ikke bare ham selv han roder ud i problemer. Skurkene fra den første film, Æselmand og Svinet, er knap nået ud af fængslet inden deres skumle planer begynder at sprede sig, igen. Deres seneste initiativ er et byfornyelsesprojekt, der udadtil skal renovere blågårdsgade, hvor Iqbal og co. bor, men som i virkeligheden er et skalkeskjul for at udvinde olien, der gemmer sig under jorden.

Det nære venskab mellem Iqbal og Sille ser ud til at lide et stort knæk, da de ikke længere har råd til at bo i blågårdsgade længere, så da Iqbal under mystiske omstændigheder finder en magiske superchip, der kan indbringe ham en formue, burde alle deres problemer være løst med et svuptag, men det viser sig hurtigt ikke at være helt så nemt, når en teenagedreng pludselig har så mange penge mellem hænderne?

Godt selskab.
I sådan en eventyrlig familiefilm er noget af det vigtigste, at antagonisterne er gode – og det er de her. Rasmus Bjerg og Andreas Bo gør det godt som skurkene, og flankeret af den onde fysiklærer i form af Martin Brygmann, der altid er frisk på et dumt ansigtsudtryk, er det nemt at holde med roden Iqbal.

Han står dog ikke alene, da han har sin bror Tarig og bedsteven Sille. Der er en rigtig god kemi mellem børnene, hvor særligt Hircano Soares sprudler af livsglæde som den frække Iqbal. Der er ikke den store dybde i forholdet, men man får alligevel følelsen af, at trioen trods alt holder af hinanden. Dette sammen med små pudsige jokes, som eksempelvis at de onde har været med til at sælge Nordsøolien til Goldman Sachs, er med til at give filmen en charme, der er ulige noget andet på det danske familiemarked.

For meget af det samme.
Hvis du godt kunne lide den første, så vil du helt sikkert også kunne lide toeren, men det er også filmens største svaghed. For fortællestrukturen er præcis den samme som i forrige helt ned til det afsluttende ”Olsen Banden-kup”, hvor de omsorgssvigtende forældre sender deres børn ud på en livsfarlig mission. Det giver en hvis tryghed som seer, at man ved hvor plottet leder hen, men når historien ikke ligefrem er uforudsigelig, betyder det, at intet er særligt overraskende. Det hele er bare trygt og rart ligesom en god sommerferie med familien.

Iqbal & Superchippen, er en ganske ufarlig, men utrolig charmerende familiefilm. Du har set det hele før og alle de grove kanter er blevet skåret fra, men på trods af alt dette, så fungerer det hele alligevel som gedigen underholdning. Der er en ærgerrighed i samspillet, som man ikke normalt ser i danske børnefilm i dag, vor det hele er markedstestet og sjæleløst, og som et håb for bedre familiefilm er den helt klart en biograftur værd.