Science-fiction bliver bare ikke bedre.

I Arrival leger instruktøren Denis Villeneuve med den klassiske tanke, ”hvad nu hvis aliens besøgte jorden”? Det er et meget stort og bredt spørgsmål, som i denne film resulterer i 12 mystiske rumskibe, der svæver over tilsyneladende tilfældige steder på kloden. Et af disse steder er Montana, USA, og eftersom filmen blev lavet før Præsident Trump, er amerikanernes første impuls at finde en måde at kommunikere med rumvæserne på, i stedet for at bombe dem.

Her møder vi lingvistikprofessoren Louise Banks (Amy Adams), der bliver hyret til at lære, hvordan vi kan tale med hinanden. Det er dog noget af en byrde at lægge på skuldrene af den lavmælte sprognørd, for ikke nok med, at hun skal undgå at starte en ny verdenskrig, så begynder hun også at genopleve fortrængte minder.

Meget jordnært.
Det lyder måske en smule kringlet, men det er det heldigvis på ingen måde. De mange informationer bliver langsomt og meget lavpraktisk udlagt for tilskueren, og så hjælper det også, at fotografen virkelig har fanget en masse både smukke, men ildevarslende billeder. Her er der tale om noget så sjældent som en rolig film, hvor det afdæmpede tempo faktisk hjælper med at føre en ind i den foruroligende stemning.

Hvad angår selve ”fremtidsteknologien”, er det ”less-is-more”, så man skal ikke regne med store laserkanoner. Det samme gør sig også gældende for skuespillet, der over hele linjen er behersket, men naturligt.

Ikke ligesom Interstellar
Det ville være nemt bare at kalde Arrival for en ”Interstellar-klon”, og det er der sikkert også mange som vil gøre. For der er flere visuelle ligheder og så minder afslutningerne på overfladen meget om hinanden. Sådan en udlægning ville dog være alt for mangelfuld og overfladisk, da det kun er på papiret de ligner hinanden.

Hvor Interstellar var en bombastisk fortælling om menneskehedens vilje til at overleve, krydret med et personligt far-datter-drama, så er Arrival en bearbejdelse af, hvordan vi mennesker kommunikerer med hinanden, og endnu vigtigere, hvordan vi løser vores konflikter.

Det er en evigt aktuel problemstilling, der kun er blevet mere relevant siden jeg sidst så den i september. Og tiden har kun gjort den endnu mere rørende, bevægende og begavet. Alt går simpelthen op i en højere enhed. Amy Adams leverer sin bedste præstation i flere år – og det er til trods for, at hun er blevet Oscarnomineret 5 gange. Der er kælet for detaljerne, musikken og tempoet er helt perfekt, og det leder alt sammen til et formidabelt crescendo, der gør det umuligt at holde glædestårerne tilbage for skønheden på skærmen – selvom vi allerede kender historien.

Og når en film stadig kan gøre det, så er det for en gangs skyld ikke svært at komme med en kvantitativ dom.