Lidt for meget action, masser af one-liners, lidt karakterudvikling og en lille portion overraskelser, og så har du en velfungerende toer.

Det er måske årets mest ventede film, og det er meget forståeligt. Den første film tjente mere end 1,5 milliard $, og det var bare, da den blev vist i biografen. Nu er det så blevet tid til den uundgåelige toer, og spørgsmålet på alles læber er, om filmen er bedre end den første, og svaret er ja (ikke, at der skal særlig meget til). Filmen er dog ikke et mesterværk, på nogen måde i ordets forstand.

Først og fremmest bliver filmen hjulpet på vej af en langt mere ambitiøs historie. I stedet for blot at have en hel film, hvor vi ser nogle helte samles, splittes og derefter samles igen til at redde dagen, så er der meget mere på spil denne gang, og historie er også langt mere interessant.

Som en Marvel komsammen
Inden man dog overhovedet kan begynde, at begribe historie, skal man først forsøge at holde styr på karakterne, og der er virkelig mange karakterer for at sige det mild. Der er selvfølgelig de tilbagevendende ‘Avengers’ i form af, den rapkæftede Tony Stark/Iron Man, den 90-årige idealist Captain America, guden med det lange hår Thor, grønne Hulk, bueelskende Hawkeye og den rødhårede femme fatale Black Widow. Det er mere en rigeligt med karakterer til én selvstændig film, og det var det også i den første, men fordi vi har at gøre med et stadigt voksende univers, så dukker der også lidt for mange mennesker op fra andre film i Marvel-universet.

Det gør, at hvis ikke man har set alle de andre film, så kommer man til at sidde en del og ryste uforstående på hovedet, fordi der er mere end et fåtal af scener, hvor spillerne snakker indforstået om tidligere begivenheder, eller hentyder til fremtidige. Læg så oven i det, at vi også bliver introduceret til tre yderligere helte, og så er det måske ikke mærkeligt, at der er meget, der skal nås i den godt to en halv time lange film.

Hvordan er skuespillet så? Det er såmænd mere af samme skuffe, som i den forrige film. Det kræver ikke de største evner at lire de mange one-liners af, hvoraf Downey Jr stadig er kongen med hans charmende røvhuls attitude. Der kræves dog mere af skuespillerne, efterhånden som historien skrider frem, og mørket sniger sig ud af krogene og ind i dagslyset, men jeg fristes til at sige, at intet er mindeværdigt, omend kompetent.

De skal forhindre dommedagen
James Spader giver med hele sin stemme liv, til en af de mest ødelæggende skurker i hele Marvel-filmuniverset. Han er en langt bedre skurk end den oldnordiske charlatan Loke. Han er en robot, der bliver skabt af Tony Stark for at skabe fred, men bliver født med ondskab i sit hjerte og et brændende ønske om at “skabe fred i vores tid”. Han er en magtfuld, Terminator-lignende robot, der hurtigt og let får udmanøvreret vores helte og vendt dem på den anden ende. Han er den type skurk, der med sin enorme viden kan finde alle heltene svagheder og bruge dem mod dem. Det fører unægteligt til et problem hen mod slutningen, når hans onde plan uomstødeligt fejler, men fordi han hele tiden er i sine følelsers vold, og er styret af sit had og hybris, så virker hans endeligt uundgåeligt.

Men selv med hans næsten James Bondske plan om at destruere jorden, så er det faktisk ikke ham, der er den største trussel i filmen, eller for den sags skyld, den nerve, der driver begivenhederne. Det er derimod vores helte ‘The Avengers’.

Alle på holdet skal overraskende meget ondt igennem. De bliver alle psykologisk udfordret. Vi hører om forfærdelige oplevelser i deres fortid, hvor noget af det er meget mørkt for en superheltefilm af Disney. For slet ikke at tale om den ødelæggelse heltene fører med sig, og de uskyldige mennesker de skader, som når de jævner en by med jorden, efter Hulk er gået amok. Det er selvfølgelig en meget fed action sekvens, når Iron Man og Hulk kæmper mod hinanden, men i modsætning til de apatiske Transformers film, så ser vi også, hvilken konsekvens det har for de uskyldige mennesker, der bliver fanget i krydsilden. Dette er bare et eksempel på, hvor meget mørkere tonen er i filmen og hvordan handlinger nu har konsekvenser, hvilket er et rart afbræk fra idiotisk “destruktionsporno”.

Alt hænger i det hele taget i laser, da vi slutter filmen. Vi bliver ikke fordret med en happy-go-lucky slutning, men bliver i stedet efterladt med stof til eftertanke for, hvad efterfølgerne kommer til at være i de kommende film.

Plothuller a la mode
Det er unægtelig meget ærgerrigt, men når man har så meget man skal nå, så opstår der desværre også en del belejlige plothuller. Det mest åbenlyse er, at de forvilderede tvillinger er sure på Tony Stark, fordi hans våben blev brugt til at destruere deres tidligere liv, men hvis det er tilfældet, hvorfor bliver de så ved med at hjælpe onde Ultron, der ikke spreder andet end død og ødelæggelse. For ikke at stille spørgsmålstegn ved logikken bag, at præcis den samme proces, der førte til den onde Ultron, ender med at skabe den afdæmpede, godhjertede og på mange måder mere værdige helt end ‘Avengers’ holdet, The Vision. Og lad mig slet ikke begynde, at tale om den mærkværdige kærlighedshistorie imellem Bruce Banner og Natasha “Black Widow” Romanoff, som ikke bidrager med andet end et sideplot, der kun kan føre til tragedie, og som har en helt anden tone end resten af filmen.

Det er også lidt synd, at en film, der har så mange karakterer og handlingstråde, bruger så meget tid på actionsekvenser. Mange af scenerne varer simpelthen for lang tid. Særligt det sidste store slag, varer så længe, at det føles som om man ser de samme tæsk blive uddelt igen og igen. Det forhindrer filmen i at blive virkelig medrivende.

Avengers: Age Of Ultron er nok den bedste film, man kunne have fået ud af en superheltefilm, der samtidig skal refererer til tidligere film, plante frø til fremtidige og være selvstændig, så alle kan ses den. Opgaven bliver løftet langt af vejen, men fuldenes ikke. De mange actionsekvenser er velorganiserede, vi kommer tættere ind på livet af karaktererne, og Ultron er den bedste superskurk i Marvel universet til dato, men så rækker roserne heller ikke til mere.
Der er åbenlyse plothuller, der ganske vidst ikke hiver en helt ud af oplevelsen, men det gør fokusset på style-over-substance, og det er til trods for, at der faktisk ligger noget substans gemt under overfladen. 4/6