Certain Women er en film, der har mere til fælles med en farvelægningsbog end en gennemarbejdet historie fortalt på plus/minus 90 minutter. Vi følger tre ganske ordinære kvinder, en advokat, en entreprenør og en landkvinde, der lever meget normale liv, ikke ulige alle os andre, der ikke befinder os i en afrundet fortælling. Alles hverdagsrutiner bliver rystet en smule af udefrakommende personer, men ikke mere end, at det på overfladen er små usynlige justeringer – og det er netop her, at min sammenligning med en farvelægningsbog kommer til sin ret. For der sker ganske enkelt ikke noget ekstraordinært på noget tidspunkt i filmen.

Alle de mange narrative huller, nuancer – og dermed indholdet – skal selv udfyldes af seeren. Jeg ved, at flere jeg kender vil synes dette er et drømme scenarie, særligt i den vestlige fortælletradition, hvor alt skal overforklares, men for i dette tilfælde lykkes den meget dristige manøvre ikke. Den store faldgruppe er nemlig, at det hele bliver kedeligt og langtrukken, hvis det ikke fungerer, og fungerer gør det ikke.

Der er ganske enkelt intet at hive fat i af mening, og det bliver heller ikke hjulpet på vej af meget flade skuespilspræstationer. Kristen Stewart kører den ind med sin klassiske afstumpede attitude, Michelle Williams stirrer bare ud i horisonten og Laura Den, jeg ellers stiller op på en piedestal, lyder som om alle hendes replikker er blevet indtalt i et lydstudie. Hvis bare historierne ellers havde mere tilfælde end deres køn ville det være muligt at argumentere for, at der har været mesterplan med disse normale skæbner, men som det står nu, så får man sikkerhed kun noget ud af Certain Women, hvis man selv overfortolker til man signer om.