Denne film er baseret på den sande historie om en kvinde, der for 50 år siden blev voldtaget og myrdet i en fredelig del af Queens. 37 mennesker så det, men ingen ringede til politiet, og sidenhen er det blevet til en amerikansk grundhistorie om antipatien i storbyen.

Jeg kan kun tale som en outsider, der ikke har noget forhold til begivenheden filmen er baseret på, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan et amerikansk publikum ville reagere, når de engang ser filmen. For det er en meget barsk historie Puk Grasten har valgt at fortælle, og i hendes Q&A efter filmen understregede hun også, at det var hendes intention.

Samfundet i storbyen skaber denne antipati hos mennesker, der gør det til en del af ens overlevelsesinstinkt at ignorere andres problemer. Vi oplever alle et mikrokosmos af dette herhjemme, hvor de fleste nok lader som om de tiggende hjemløse bare er usynlige, fordi det ellers ville være for meget for de fleste, hvis de også skulle til at forholde sig til dette sammen med resten af deres i forvejen alt for stressede og overarbejde liv.

Dette er kun budskabet, men filmen synes jeg også fungerer efter hensigten. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at blive grebet af de tragiske skæbner, der bliver sat fokus på. Skuespillerholdet og det visuelle sprog er kompetent sammensat, men på trods af alt dette, tror jeg ærligt talt ikke, at jeg kunne finde på at gense filmen.

De enkelte plot i filmen er nemlig noget så didaktiske at der, selvom jeg ellers gerne ville danne min egen fortolkning, ikke er noget rum til det. Alt er så dystert og tragisk, så selvom Puk Grasten viser, at hun sagtens kan iscenesætte en gribende fortælling, så har jeg heller ikke svært ved at forstille mig, at modtagelsen kommer til at blive en smule barsk hos det amerikanske publikum, hvor historien er meget mere personlig.