Marvel overgår endnu engang sig selv med den mest psykedeliske superhelt til dato.

I Doctor Strange følger vi den eminente, men arrogante kirurg Stephen Strange (Benedict Cumberbatch). Hele hans liv og hans stolthed er baseret på hans fingerfærdigheder, så da han kommer ud for en bilulykke og ikke længere kan udføre sit arbejde, går der ikke længe, før han går op i sømmene. Hans desperate søgen efter at blive helbredt leder ham til et mystisk tempel i Katmandu, og inden han ved af det, befinder han sig i en verden fuld af parallelle verdener, mysticisme og magiske troldmænd.

Inception på stoffer.
Det første, der springer en i øjet, er den enorme visuelle kreativitet i måden historien fortælles på. Der er flere vildt fede, næsten psykedeliske scener, der bare skal ses på det store lærred. Flere af de store actionsekvenser minder om drømmesekvenserne fra Inception, men på stoffer. Uden at afsløre for meget, vil det sige, at de tør gå planken helt ud og virkelig lege med naturlovene, på betagende vis.

Et er dog det visuelle, men når vi befinder os i en verden bestående af troldmænd, alternative dimensioner og filosofisk mundgøjl, kunne det meget let have endt med at fremstå som både latterligt og selvhøjtideligt – men det gør det heldigvis aldrig. En af årsagerne til dette er Benedict Cumberbatch, der overbevisende spiller røvhullet, der må finde en anden mening med sit liv, end at fremme sig selv. I starten frygtede jeg lidt, at han ville være en Tony Stark-efterligning og, at filmen på mange måder ville spejle den første Iron Man, men heldigvis var det ikke tilfældet. De andre sekundære karakterer gør det acceptabelt i deres respektive roller, men man kan desværre ikke påstå, at Mads Mikkelsen stråler. Jeg kommer dog nærmere ind på dette lidt senere.

Heroisk og mindeværdig musik.
For som noget helt ekstraordinært må jeg også fremhæve musikken, der ganske enkelt er fremragende. Med undtagelse af Guardians of The Galaxy, der skabte et godt lydtapet på en lidt billig baggrund, ved at bruge gamle popsange, så er musikken altid det, der har manglet i Marvels superhelteunivers.

Men i Doctor Strange, har de hentet Michael Giacchino ind som komponist, og han har skabt en fabelagtig lydside. Her er der tale om en virkelig fed blanding af John Williams’ wagnerske stil og Don Davis’ soundtrack fra The Matrix, hvilket skaber en både dramatisk og dyster, men også eventyrlig lyd, der tilfører filmen en ekstra dimension og et liv efter biografturen.

Marvels klassiske faldgrupper.
Når jeg nu skamroser filmen, kan det være, at du spørger, om der egentlig overhovedet er noget i vejen med filmen, og selvfølgelig er der det. Ligesom alle andre Marvel-film, er billedet alt for rent til min smag. Der er ganske vidst plads til, at alle de enkelte film hver især kan have deres egen identitet, men der er aldrig tale om en mere markant forskel, end i brugen af computergenerede effekter. Historien er også lidt mangelfuld, hvis man går et spadestik dybere.

Chiwetel Ejiofor er et meget godt eksempel på, at filmen blot er en del af et større univers, for hans karakterer har absolut ingen betydning for plottet her. Uanset, hvor mange gange det bliver påpeget, at han er uundværlig for at kunne besejre den store fjende, så ændrer det ikke ved, at han hovedsagelig er at tale i ekspositioner og, at han kun er med som setup til en efterfølger. Mads Mikkelsens stort anlagte skurkerolle er heller ikke dybere end, at han vil opnå umenneskelig magt.

Denne manglende afrundethed kan også mærkes i filmens klimaks, der bliver løst gennem en bogstavelig ”Deus Ex Machina”. Men på trods af alt dette, så ender det alligevel som en forrygende succes, fordi ingen af disse elementer fylder for meget eller ødelægger helhedsoplevelsen.

Doctor Strange er en vidunderlig og eventyrlig oplevelse ulige noget andet, der kører i biografen lige nu. Benedict Cumberbatch gør karakteren til sin egen og er vores følgesvend på denne transdimensionelle opdagelsesrejse. De psykedeliske visuelle effekter beviser, at computergrafik sagtens kan bruges på en måde, så det højner oplevelsen, og musikken er noget så sjældent som mindeværdig. Der er enkelte fejltrin undervejs, men intet, der på noget tidspunkt skader helhedsbilledet, der er en pragtfuld blanding af eventyrlysten fantasy og science-fiction.