Et godt eventyr for de mindste.

Hvis man synes titlen Peter og dragen virker bekendt, så er det fordi, det er endnu en moderne genindspilning af en gammel film fra Disneys eget bagkatalog. Denne gang er det en nyfortolkning af Peter og dragen Elliot, fra 1977, og i modsætning til originalen, så er den håndtegnede drage blevet erstattet af en computergeneret udgave. Lighederne stopper ellers her, for meget af historien er forandret.

I 2016-udgaven handler det ikke om en dreng, der stikker af fra sit forfærdelige hjem, men i stedet om drengen Peter, der mister sine forældre efter en ulykke, hvorefter han møder en drage. Dragen kalder han for Elliot, og sammen bor de adskillige år ubemærket i skoven. Det er dog umuligt at holde sig skjult for den “almindelige” civilisation, og tingene bliver virkelig sat på spidsen, da Peter møder mennesker fra en nærliggende by, der tror at dragen er et monster, som vil udrydde dem alle.

Dansk tale til de mindste.
Hvis jeg må lægge bramfrit ud, så er min største personlige anke uden tvivl den danske oversættelse. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer til at finde det naturligt og se en film med engelsksprogede skuespillere, der har fået erstattet deres stemmer med danske. Det tager lidt tid at komme ind i en rytme, hvor man vender sig til, at stjerner som Karl Urban pludselig er blevet danske, og selvom det ikke er noget stort problem for de fleste, så bør det nævnes, da filmen ikke udkommer på originalsproget i de danske biografer.

Når man så engang som voksen kommer sig over det mærkværdige i at høre Robert Redford og resten af ensemblet med danske stemmer, så er der faktisk et rigtig godt eventyr for de mindste i familien. Efter den dramatiske begyndelse, der etablerer, at alt kan ske, så tilbringer vi resten af tiden i selskab med drengen og hans drage, og det er – undskyld klichéen – temmelig magisk.

Peter og Elliot er et rørende par.
Historien er ikke ligefrem ekstraordinær, men samspillet mellem de to er det. Jeg tror langt mere på, at Peter er sammen med en dragen end på, at Mowgli er sammen med junglens dyr i den nye Junglebogen fra i år. Der er et eller andet i drengens blik og adfærd, der får det til at fremstå virkeligt, når han interagerer med sin flyvende ven. Jeg har ingen anelse om, hvordan han gør det, når han sandsynligvis spiller over for en tennisbold, men denne underkastelse til det uvirkelige, gør forholdet troværdigt. Grunden til, at jeg bruger så meget tid på at fremhæve deres samspil er, fordi hele filmen handler om forholdet mellem de to, og der ville ikke være nogen spænding, hvis ikke man holdt af makkerparret, når de andre mennesker forsøger at skille dem ad.

For i modsætning til makkerskabet mellem Peter og Elliot, så er resten af de menneskelige skuespillere ikke er nær så overbevisende. Alle de voksne er rene klichéer og er næsten maniske i deres ansigtsudtryk. Særligt Karl Urban er meget halvhjertet som det tætteste på en egentlig skurk i filmen, fordi han er så endimensionel og tåbelig, at man aldrig på noget tidspunkt finder ham intimiderende. Det kan dog bortforklares med, at filmen er henvendt til de mindste, og derfor ville det nok også være for voldsomt, hvis der var en snu og modbydelig skurk i filmen.

Som jeg har været inde på et par gange, så står jeg tilbage med en følelse af, at det ikke er en film for mig, men den generation, der er mellem 7 og 11 år i dag. Da jeg var i den alder, fandt jeg det heller aldrig mærkeligt, at filmene var synkroniseret til dansk, og når selve filmen rummer det, man i mangel af bedre kan kalde for ”Disney magi”, så kan man sagtens se bort fra det tynde plot. Historien udvikler sig nemlig ikke ligeså vovet, som man kunne have håbet, men når alt i filmen er underlagt fantasien, så har jeg på ingen måde svært ved at anbefale den til mit barnlige jeg.