Endnu en solid Woody Allen-film.

Ordene Café Society henviser til det rige amerikanske jetset-selskab i den første halvdel af 1900-tallet. Woody Allen har igennem 00’erne og frem vist stor interesse for at portrættere forskellige kulturer i form af enten europæiske byer eller bestemte tidsperioder, og det er derfor ikke overraskende, at han denne gang har kastet sig over de kendte og rige amerikanere i 1930’erne.

I Café Society følger vi den unge Bobby, spillet af Jesse Eisenberg, som ankommer til Los Angeles fra New York for at prøve noget nyt i sit liv. Bobbys onkel, Phil (Steve Carell), er en succesfuld Hollywood-agent, som ansætter Bobby til at lave ad-hoc opgaver for ham. Bobby møder Phils agent Vonnie (Kristen Stewart) og bliver straks forelsket i hende, hvilket dog skaber nogle komplikationer, da det viser sig, at hun har en affære med Phil. Vi følger herefter de forskellige karakterer i løbet af et par år, hvor de mingler sig med de fine klasser i Los Angeles og New York.

I starten af filmen spiller Jesse Eisenberg en rolle man har set ham spille utallige gange i film som Zombieland og Adventureland. Den uskyldige, lidt usikre, lidt akavede og ret søde fyr. Igennem filmen oplever Bobby dog en masse ting som gør ham mere bestemt, hårdfør og voksen, og man overværer et tab af uskyld, a la Dustin Hoffmans Ben Braddock i The Graduate. Jesse Eisenberg portrætterer denne udvikling godt, og generelt set er skuespillet i Café Society solidt over hele linjen. Dette gælder især hovedtrioen, Jesse Eisenberg, Steve Carell og Kristen Stewart, som alle har en god kemi.

Velskrevet og humoristisk.
Som sædvane i en Woody Allen film er dialogen utrolig velskrevet, og den er både hurtig, humoristisk og spydig. Dog er ikke alle dele af historien skrevet lige godt, og igennem filmen bliver man introduceret til et hav af karakterer. Disse karakterer medvirker til nogle gode grin, som da Bobbys mor (spillet af altid gode Jeannie Berlin) nedslået udbryder, at det er ærgerligt, at der ikke er noget liv efter døden inden for jødedommen, for så havde man nok haft flere medlemmer. Alligevel kommer man aldrig helt tæt nok på alle disse karakterer, således at man virkelig føler med dem. Især et sideplot med Bobbys bror, og naboen til Bobbys søster virker unødvendigt.

Filmen har en let, sjov og underholdende tone, men er ifølge min mening samtidig også lidt for overfladisk i karakterbeskrivelsen af birollerne. Den fungerer dog bedst og rammer en større dybde, når den virkelig kommer tæt på hovedkaraktererne Bobby, Vonnie og Phil. Så man kan på mange måder kalder det for endnu en vellykket Woody Allen film, der dog på ingen måde rammer hans topniveau.