En film til fansene af verdens måske største band gennem tiderne

Det må have været fantastisk for instruktøren Ron Howard at skulle stå bag denne dokumentar. Howard er selverklæret Beatles-fan, og han har til denne film haft adgang til timevis af vidunderligt Beatles-materiale fra årene 1963 – 1966, hvilket må gøre selv den største Beatles-fan misundelig.

Filmen omhandler The Beatles i netop disse år, hvor de nærmest konstant var på turne. Vi følger dem, fra de bare er nogle glade drenge, der elsker at stå på scenen og synge glade sange, til nogle år senere, hvor de føler sig presset over alle de mange store koncerter og begynder at skrive dybere og mere eftertænksomme sange.

Med en blanding af lyd og/eller videoklip fra 1963 – 1966, samt nyere og ældre interviews af de fire Beatles og enten folk omkring dem, eller folk, der var fan af dem, formår Howard fint at give et kronologisk overblik over The Beatles’ koncertudvikling. Vi får først beskrevet The Beatles’ første år i Liverpool og Hamborg, og ser derefter, hvordan de overtager USA og dernæst resten af verden.

I de første par år i 1963 og 1964 virker alt ubekymret og let, men stille og roligt begynder man at mærke igennem 1965, at de mange koncerter og den store mediedækning efterhånden tærer på bandmedlemmerne, og i 1966 bliver det klart, at de bliver nødt til at stoppe med at turnere, og i stedet koncentrere sig om at lave musik, og genfinde lysten til musik.

Rørende at se dem sammen.
The Beatles er et af de, hvis ikke dét, største band igennem tiderne. Derfor kan man umiddelbart mene, at det burde være let at få lavet en dokumentar omkring deres koncerter. Bare vis dem spille musik, og så er folk glade. Dette er dog kun rigtigt til dels. Jeg må indrømme, at det var fantastisk at se de mange klip af Beatles på scenen, og mange var også i overraskende god, både billede- og lydkvalitet. Men samtidig synes jeg også, at Howard formår at vise disse fire drenge, der bliver mænd, og som kører trætte i deres højfrekvente eksistens og derfor må tage et skridt tilbage fra offentligheden, for på den måde at blive ved med at lave enestående og innovativ musik.

Det er rørende, da man til sidst i filmen ser deres sidste koncert sammen i 1969. De fire drenge med ens jakkesæt og grydehår, der smilede og sang ”I Wanna Hold Your Hand” i starten af filmen, er nu blevet til voksne mænd med skæg og forskellige påklædninger og synger ”Don’t Let Me Down”. En imponerende udvikling, man føler man har været vidne til.

Personligt elsker jeg The Beatles’ musik, og det er selvfølgelig en stor fordel, når man skal se denne film, da det jo er en musikdokumentar, som delvist lever på, at tilskuerne har lyst til at høre musikken. Derudover viser filmen dog også en interessant udvikling i The Beatles, og vi får flot portrætteret medlemmernes udvikling fra drenge til mænd. Efter filmen er slut, inkluderes der endda lidt ekstra kræs til fans af The Beatles, ved at der vises en 30 minutter lang video af bandets koncert på Rhea Stadium i New York i 1965.