Fars nye købekone eller lillebrors ægte kærlighed?

Et trekantsdrama med den twist, at det er mellem far, søn og thaikone, er et originalt bud på et dansk drama, og instruktør Frederikke Aspöcks og forfatter Kim Fupz Aakeson gør det overbevisende i Rosita.

I det danske romantiske drama, Rosita, udspillet i en tydelig provinsby ved det smukke, brusende Vesterhav, møder vi Johannes, velspillet af Mikkel Boe Følsgaard. Johannes er del af fiskeindustrien ligesom sin far og bror, der begge arbejder på den lokale fiskefabrik. Spøgefuldt siges det, at du kun kan blive to ting i denne provinsby – fisker eller damefrisør. Johannes’ liv foregår på fiskekutteren og det lokale værtshus, præget af rutine med rutine på, inden han i sin solgule bil eller cykel tager hjem, hvor han bor sammen med sin far, spiser hjemmefanget fisk og spiller fodbold med hårde maskuline tacklinger.

Faren og enkemanden Ulrik, spillet af Jens Albinus, beslutter i sin ensomhed at bestille en købekone hjem fra Filippinerne, til trods for den hjemmeboende søn Johannes indvendinger. Købekonen Rosita bliver afsat i følgeskab med en af vennernes thaikone, og vi forstår, at postordrebrude ikke er et sjældent syn på egnen.

Lost in translation
Det første møde med ens kommende kone eller mand, må unægteligt være anstrengende, men forestil dig så den yderligere komplikation, at Rosita ikke snakker dansk, og Ulrik ikke snakker engelsk. Vi bliver som Rosita inviteret ind i et 70’er hjem med farven brun som hovedtema, porcelænsfigurer i vindueskarmen og telefonledningslampen, man lige trækker ned, der skildrer et dansk hjem, og en egn, uberørt af tidens gang. Ligeledes er dét egn-folkets fordomme, der bærer præg af en statisk by uden udvikling.

Sønnen Johannes er af samme fordomsfulde udgangspunkt, men i rollen som oversætter for hans far og Rosita, tvinges han til at forholde sig til den unge og smukke Rosita, og finder en passion, der ellers lå ham fjernt.

Filmen formår med elegant og subtil humor også at sætte fokus på den anden side af thaikone-forholdet uden at være belærende, hvilket er forfriskende.

Der er overtal af fine, finurlige scener, som sørger for at holde vores opmærksomhed og fokus. Optagelserne, på nær de absolut betagende skud af Vesterhavets himmel og hav, er generelt mørkt og passer til det ’mørke Jylland’ og det mandsstyrede, maskuline hjem. Lydbilledet fungerer godt og tilfører til indlevelsen i scenerne, men også som et passende afbræk på opløftende vis.

Johannes, Rosita og Ulrik er særdeles velskrevne helstøbte karakterer. Deres forskellige indre motivation skildres tydeligt i filmen og sættes på prøve i forskellige sammenstød. Filmens bi-karakterer kan desværre ikke få samme ros, da deres optræden ofte føles som et ophold i den virkelige historie, vi gerne vil have fortalt.

Rosita er overvejende vellavet og formår via subtile greb af humor at skabe en mere og anden stemning, end den tunge melankolske tåge dansk drama ofte falder ned i. Filmen er bestemt et kig værd, og opstiller det store spørgsmål i valget mellem tryghed og passion. 4/6