I dette tyrkiske trekantsdrama, følger vi kvinden Emine. Hendes mand, Cemal, er blevet arresteret i Rumænien og har efterladt hende med et sygt barn, som har brug for en livsnødvendig operation for at overleve. Emine løber imidlertid ind i Cemals tidligere chef, Ziya, som tidligere var dybt forelsket i Emine, der dog vragede ham. Mødet ender som held i uheld, da der (uundgåeligt) opstår en romance imellem de to, så der er for alvor bliver lagt i kakkelovnen for den store konflikt, når Cemal naturligvis vender hjem.

Ud fra denne korte synopsis, så lyder det ærlig talt ikke som noget stort eller for den sags skyld enestående drama. Med sådan et udgangspunkt, kan filmen kun ende på en af to måder, så den måde, filmskaberne har forsøgt at holde publikums interesse fast på, er ved at optage samtlige scener fra skæve eller atypiske vinkler. I starten fungerer det efter hensigten; skaber en dragende effekt, der suger en ind i det patriarkalske univers, men efterhånden som denne effekt forsætter, bliver den hurtigt ensformig og monoton.

Skuespillerne er ellers alle overbevisende i deres roller, og forstår at kommunikere gennem subtile gestikulationer og ansigtsudtryk. Kameraarbejdet ender dog med at blive en hindring for dem, da flere af de store konfrontationer er så meget underlagt det legesyge kamera, at man flere gange kan se, at skuespillerne ikke kan agere naturligt, for så går de ud af den fortænkte billedbeskæring, eller også passer det ikke ind i den visuelle drejebog.

Derfor er det paradoksalt, at det kreative billedsprog ender med at blive en kæmpe hæmsko for det, der ellers kunne have været et meget intenst og spændende drama.