Hvis jeg skal beskrive “Sing” med et ord så må det være hyggelig. Illumination Studios har efterhånden fundet deres egen stil efter succeser som “Grufulde mig” og senest “Kæledyrenes hemmelige liv”. Det, de alle har til fælles, er, at de har meget simple historier med en åbenlys morale, der egentligt hovedsagelig eksisterer for at være skelet, hvorpå de kan udfolde sig kreativt og skabe en fest på lærred – og “Sing” er ingen undtagelse.

Plottet omhandler denne gang en teaterdirektør, i form af en Koala, og verbaliseret af Matthew McConaughey. Han er en værre luskebuks og en forfærdelig forretningsmand, så da teateret er ved at gå nedenom og hjem, beslutter han sig for at holde en sangkonkurrence, med en stor pengegevinst, og derfra går det selvfølgelig kun mere og mere galt. I sidste ende betyder det virkelig ikke særligt meget, da det hele handler om at skabe sjove situationer med skøre karakterer.

Netop det at skabe en god stemning, lykkes filmen utrolig godt med. Jeg ved godt, at man som “seriøs filmkritiker” ikke må lide en film, der på papiret er så ufarlig og mainstream, men jeg kunne virkelig ikke undgå at blive vundet over. Så meget endda, at da sidste akt går i gang, og bogstaveligt talt er en stor festsekvens, så var jeg fuldstændig inde i universet.

Udgaven, der blev fremvist på festivalen, er blevet stemplet som “ufærdig”, så det bliver spændende at se, om der blot er tale æstetiske ændringer, eller om hele nye scener.

Om ikke andet, må jeg erklære mig skyldig i at have haft en hyggelig tid med filmen, uden at bekymre mig om de tekniske mangler, og det er lige præcis det, der er meningen med den.