I Lone Scherfigs seneste film rejser vi tilbage til 2. verdenskrig og følger en ung kvindelig manuskriptforfatter, der bliver rekrutteret til det britiske propaganda-apparats filmafdeling.

Det er dette års “The Imitation Game”, både i tone og stil. Tonen er meget let og hyggelig det meste af tiden lige indtil, der pludselig sker noget dramatisk i form af en bygning, som bliver sprængt i luften, eller også vender humøret i en scene til det seriøse, hvis det er ved at være tid til at minde folk om kvinders manglende rettigheder og respekt. Visuelt er der intet dragende, men det er simpelt og funktionelt.

Den eneste anden krølle på filmen er, at det er en film, der handler om folk, som laver film. Hvilket uundgåeligt leder til, at karakterer direkte adresserer fortælletekniske kneb, eller spår deres egen fremtid. Personligt bryder jeg mig ikke særlig meget om dette greb, men det er helt tilforladeligt her.