Så skete det endelig. Så lykkedes det mig trods alle mine skynd, at se en ualmindelig dårlig film.

Rage er hysterisk følelsesporno om fire forskellige skæbner, der absolut intet har tilfælles ud over at være dystre og skuespillernes evne til at græde. Noget kunne i hvert fald tyde på, at selv instruktør/manuskriptforfatter Sang-il Lee godt har vidst, at den var helt gal med plottet, og derfor har forsøgt at løse det ved at klistre et mordmysterium oven på. Men det mysterium, der skulle få en til at gætte med på morderens identitet igennem hele filmen, giver fuldstændig bagslag, fordi alt er så ekstremt.

Vi går direkte fra en historien om en kvinde, der følelsesmæssigt er brudt sammen og er endt som sexslave, over til en kærlighedshistorie, der pludselig slutter med en voldtægt ud af det blå, videre over til et homodrama med to personer, der kun taler i lommefilosofiske floskler. Alt er chokerende for at være chokerende, og derfor ender alt hurtigt med ikke at være det. Hvis ikke jeg kan se noget, der minder om et rigtigt menneske i fortællingen, så kan det være ligegyldigt, hvor mange følelser, der bliver smidt op på lærredet. Det bedste eksempel på denne taktløshed kan ses i slutningen, hvor de bogstaveligt talt bruger den sidste halve time på at krydsklippe mellem karakterne, der skiftevis kan få lov til at græde. Det er så monotont, at det bliver ligegyldigt, og det burde menneskelige følelser aldrig blive.