I Blodet er en næsten perfekt gengivelse af den danske ungdomskultur, der med dokumentarisk præcision beretter om fællesskabet, alkoholen og den desperate søgen efter at finde sig selv. Vi følger den medicinstuderende Simon, der bor sammen med tre af hans gamle gymnasievenner i et sted i København. Livet er rendyrket hedonisme for Simon, der med sin klæber hjerne kan feste hele weekenden, og samtidig møde op til eksamen næste dag og uden besvær få 12-taller.

Filmen er dog ikke blot en lang festsekvens, selvom det måske kan lyde sådan, men i stedet en beskrivelse, af det overfladiske og frustrerende liv de fleste danske unge lever. Det er så umanerlig svært at finde, noget man kan kalde for et selv, når man konstant er omgivet af en bedøvende alkoholståge.

Jeg blev flere gange følelsesmæssigt revet tilbage til min egen gymnasietid, og flere af situationerne er alt for genkendelige i filmen, som eksempelvis da Simon en weekend må se sig efterladt i København efter de andre drenge er rejst til Berlin. I den efterfølgende montage viser filmen meget elegant, hvordan alkoholen og dens evne til at frigøre og bekymringsfrit skaber kammeratskaber, hurtigt kan vende sig til noget ondsindet, der på ingen måde bringer nogen mennesker nærmere hinanden, men i stedet skaber en endnu dybere kløft af ensomhed.

De unge skuespillere er også ualmindelig autentiske, og til forskel for en del af deres ældre kollegaer, så lyder de faktisk som rigtige mennesker. At de så også kan spille og opføre sig troværdigt gennem subtil kropssprog, er bare med til at hæve den overordnede oplevelse.

Så på mange måder ligner I Blodet den helt perfekte ungdomsfilm til en ny generation, hvis ikke det lige var for den sidste tredjedel. For selvom filmen er blevet drevet af en gennemgående autenticitet, så falder historien alligevel ned i et narrativt sikkerhedsnet, der tvinger os igennem en lang række klichéer, der bare skal overstås i stedet for at oplevelse. Hvilket ellers står i skarpt kontrast til en ellers utrolig rørende film. Så man har vel lov til at håbe på, at vi får lov til at se flere film ikke bare skrevet, men også instrueret af Ramus Heisterberg.