Det er hektisk bare at være en del af det store cirkus, der hedder en international filmfestival med store, stjerner, store oplevelser og store egoer. Helt ekstraordinært hektisk er det, når man er nødt til at stå op klokken seks, for at kunne nå og pendle hele vejen fra min seng til festivalscentralen. Nu tænker du måske, at jeg slet ikke behøver at stå særlig tidligt op, hvis ikke jeg gerne vil, men på en dag, der byder på de to højest profilerede film i programmet, så bliver det ikke et spørgsmål om hvis, men om man kan finde en siddeplads i toget, så man kan indhente den tabte søvn.
© Kulturbunkeren
De to stort anlagte film jeg taler om er “Nocturnal Animals” fra Tom Ford og “Arrival” fra Denis Villeneuve. To helt vildt overdrevet gode filmoplevelser, der udover at vise, hvor god Amy Adams er til at se trist og deprimeret ud, også fuldstændig dekonstruerer deres fortællinger for at skabe noget utrolig rørende og poetisk midt i deres ellers meget fortænkte koncepter. Anmeldelsen af henholdsvis Arrival og Nocturnal Animals, kan læses her og her. Jeg kan dog godt afsløre, at de begge får topscoreren, og er blevet top to over de bedste film fra i år.
Derefter stod den på den lidt mildere “The Journey”, der fortæller den dramatiserede, men sande historie om, hvordan to politikere i løbet af biltur ender med at skabe fred i det krigshærgede Nordirland. Det er en meget simpel historie, der bliver kørt ind på charmen af Timothy Spall og Colm Meaney, der begge gør det godt i en film, der er en lang verbal kampscene. Resten kan læses her.
I dag var fik jeg dog også mulighed for at stå på langs den røde løber og stille spørgsmål til diverse filmfolk, der krydsede min vej. Den først røde løber jeg deltog i, efter jeg havde fortalt dem, hvordan man udtaler “Kulturbunkeren”, var American Pastoral. Ewan McGregor springer ud i en dobbeltrolle som instruktør og skuespiller denne gang, men selvom hele holdet var mødt op til pressen, så var det ikke muligt at få lov til at se filmen, førend i morgen.
Dette var dog ikke alt. For hvis du er en skarp læser, har du nok lagt mærke til, at der mangler lidt Fassbender fra titlen over i indholdet. Og rigtigt nok, så blev kulminerede hele aftenen med et meget forhastet interview med Michael Fassbender.
© Kulturbunkeren
En mand, der uden tvivl er min yndlingsskuespiller, så da klokken slog 10, og han ankom “Fashionably late” (50 minutter efter planen), så blev jeg noget så starstruck, og det er til trods for, at jeg allerede tidligere i dag, havde taget imod den 10-mænd store ensemble fra Ewan McGregors instruktør debut tidligere på dagen. Jeg ved ikke om det rent og skær, er fordi jeg beundrer hans talent, bare kan lide den irske charme, eller fordi jeg var overtræt og dehydreret. Derfor var dog også held i uheld, at han dukkede så sent op, for det betød, at jeg endte med at få et meget længere interview med ham end planlagt, fordi vi blev mast sammen i grupper, der på den måde fik mere taletid. En lettere kaotisk og vild oplevelse, og jeg skal nok lægge interviewet op, når jeg engang får en bedre internetforbindelse.
Indtil da, takker jeg af for nu, og runder af på en begivenhedsrig dag, der viste TIFF fra sin bedste side. Fuld af massere af oplevelser, hvis altså bare man gider og stå i kø.
