En karismatisk, underholdende og brutal western, der løfter arven og moderniserer den klassiske historie.

I disse ”reboot” og ”remake”-tider er det næsten naturligt, at vi får en genindspilning af Syv mænd sejrer fra 1960, der allerede dengang var en amerikansk udgave af det japanske mesterværk De syv samuraier (1954). Nu er cyklussen så blevet fuldendt, og det har udmundet sig i The Magnificent Seven, der med en perlerække af karismatiske og etnisk diverse skuespillere forsøger at løfte arven.

Historien er den simpel og handler om, at en landsby bliver terroriseret af en rig forretningsmand, der udnytter lokalbefolkningen, fordi der er en nærtliggende guldmine. Efterhånden som situationen bliver mere og mere tilspidset besluttet en kvinde fra byen, sig for at tage kampen op og søger derfor hjælp ude fra – og det resulterer sjovt nok i, at hun finder syv mænd, der er villige til at forsvare hende og byen.

Etnisk diverse, men indholdsfulde.
Jeg må ærligt indrømme, at en af mine første tanker i filmens start var, at ensemblet bestod af en usædvanlig meget alsidig gruppe. Med andre ord, så tegnede sig der et billede af, at det ville ende som endnu en mainstream blockbuster, der gør brug af minoriteter for at fremstå mere inkluderende, men så til gengæld giver afkald på dybden i karaktererne for ikke at støde nogen. Til min store, og glædelige overraskelse, er det imidlertid ikke tilfældet.

Alle hovedspillerne er som minimum todimensionelle, og besidder alle både gode såvel som dårlige karaktertræk. Eksempelvis er Chris Pratts karakter heroisk af natur, men han er også en alkoholiker, der ikke er bange for at trykke på aftrækkeren og slå andre mennesker ihjel, hvis han bliver irriteret. På samme måde er de andre seks karakterer både elskværdige og frastødende, uagtet deres hudfarve eller nationalitet. Og det passer utrolig godt ind i denne stemning af det vilde vesten som værende en smeltedigel fuld af forskellige mennesker, der lever efter jungleloven.

Æstetisk smuk og hårdtslående.
For det er en både æstetisk flot og elegant film, der føles gammeldags i sit visuelle udtryk, og som heller ikke viger tilbage fra de mere brutale øjeblikke. Det er nemlig en meget voldelig og til tider modbydelig film, hvilket gør, at man faktisk bliver revet med i aktion sekvenserne, når udfaldet af opgørene virker næsten tilfældelige, og resultatet ikke er censureret for at skabe en behagelig familiestemning.

Hvis vi så tager et nærmere kig på selve skuespillet, som er et uhyre vigtigt element af en ensemblefilm, så er der heller ingen slinger i valsen her. Denzel Washington kører den ind på charmen og er helt klart hjertet i filmen, Chris Pratt gør det endnu engang godt som en kæk joker, men besidder samtidig en større dybde end Starlord fra Guardians of the Galaxy. Ethan Hawke, Byung-hun Lee, ja selv Vicent D’Onofrio er gode i deres respektive roller, og det gør filmen til en intens fornøjelse, at man holder af disse karaktererne, selvom man godt ved, at de ikke alle kan overleve i denne nådesløse verden.

The Magnificent Seven, er en fremragende western. Det er ganske vidst en remake, og ligner på overfladen alt det, der er i vejen med Hollywood i dag, men uagtet at historien er fortalt før, så fungerer den altså også utrolig godt her. Karakteristikken er i top, universet er troværdigt opbygget, og volden er til at føle på i stedet for desensibiliserende. Den er altså på mange måder bedre, end den har nogen ret til at være, så hvis man har mod på at se en western, så er den helt klart en biograftur værd.