Almodóvar underholder, dog uden for alvor at imponere.

Julieta er endnu en film fra spanske Almodóvar, der om nogen er verdensmester i at fortælle interessante historier i en ellers så forudsigelig og magelig genre som melodramaet. Denne gang handler historien om moderen Julieta, der mistede sin datter, da datteren, Anita, som 18-årig pludselig forsvandt. Ingen har set eller hørt hende, selvom Julieta, der nu er 55 år, har ledt over alt. Efterhånden går det dog op for hende, at grunden til, at hendes eftersøgning ikke giver pote, er måske, at hun slet ikke kender hendes datter så godt som hun tror.

Klassisk Almodóvar.
Det lyder måske ikke som en klassisk historie fra Almodóvar, og det er det teknisk set heller ikke. Manuskriptet er baseret på tre noveller af canadiske Alice Munro, og til tider kan det være svært at forstå, hvorfor en mand, der er kendt for at lave sit helt eget har valgt at filmatisere en andens materiale. Men så opstår der i momenter de enestående passionerede, excentriske og fantasifulde øjeblikke som kun Almodóvar kan gøre det, og så er man ikke i tvivl om, hvorfor han har valgt at fortælle denne historie.

For Julieta, der spilles af både Adriana Ugarte og Emma Suárez er indbegrebet af genialitet. De spiller Julieta som henholdsvis ung og gammel, og viser hvor stor en betydning tabet af et barn kan have for ens identitet og liv. Begge skuespillere er helt eminente, og når man så tillægger det Almodóvars idiosynkratiske farverige billeder, skæve sidekarakterer og forunderlige musik, så har man en vinder på hånden.

Julieta er måske ikke Almodóvars bedste film, men det betyder på ingen måde, at den er dårlig – tværtimod. Der er masser af gode momenter undervejs. Skuespillet er ganske enkelt for godt og det visuelle udtryk for beundringsværdigt til at kede en, selvom historien nok havde været bedre, hvis Almodóvar havde arbejdet med noget af sit eget materiale. Så vi må håbe, at han har taget ved lære, så vi kan få mere end blot ”klassisk Almodóvar” næste gang han svinger instruktørstokken.