Det er altid en svær opgave at filmatisere bøger, og resultatet efterlader sjældent alle helt tilfredse. The Giver er ikke nogen undtagelse.

En bedre, kedeligere verden.
Vi følger en ung mand ved navnet Jonas, som lever i et utopisk paradis, hvor al nød og sult er fortid, hvor ens fremtid bestemmes af et råd af ”ældre”, der respekteres overalt i samfundet. Men vores protagonist er speciel og ikke som de andre, og imens de andre unge får givet positioner som drone pilot, køkken designer og rugemor får Jonas æren af at være ”the keeper of memories”.

Jonas bliver taget under lære af ”The Giver” spillet af Jeff Bridges. Bridges åbenbarer for ham, igennem drømmelignende visioner, minder om verdenen som den engang var, før ødelæggelsen: med farver, musik og dans.

Hvad kommer nemt går nemt.
Jeff Bridges som ”The Giver” fungere rigtigt godt første gang vi møder ham, og Jonas’ rejse ind i en verden af følelser er interessant, spændende og engagerende. Han kommer fra en virkelighed styret af et kodeks om total lydhørighed og ærlighed, men pludselig står vi over for det modsatte i Jeff Bridges. Men den glæde man har ved at se ham udforske verdenen på ny bliver hurtigt en flad sag, da filmen skynder sig så meget, at vores hovedperson aldrig rigtig føles helt overbevisende.

Temposkiftet, og det manglede skuespil fra vores hovedperson, og hans nære venner Fiona og Asher, gør filmen til en progressivt mere og mere flad oplevelse, jo længere filmen tikker frem.

For der er ingen overraskelser, og på trods af, at Jonas oplever verdenen forskelligt fra normale filmhelte, får det ham ikke til at opføre sig anderledes end dem. Han er helt igennem kedelig, og hvad der startede med at være et spændende møde med det smukke i mennesket, fra en dreng der ikke kendte til det, bliver til en kedelig Hollywood film, der i anden halvdel fyldes med meningsløse, kedelige action sekvenser og udfordringer, der mangler den uforudsigelighed, der sætter vores helt – og publikum – på spidsen. Man bliver efterladt med et kunstigt forsøg på at gøre vores biroller relevante for heltens udvikling. Hvor filmen starter godt ud ved mødet med The Giver, som giver et blik ind i en anden verden, så mister fortællingen hurtigt den gnist, når farten sættes op. I stedet for at udforske, hvorfor det er vigtigt at kæmpe for, hvad der gør os til mennesker, fokusere filmen hurtigt på kampen. En kamp som aldrig formår at engagere en.

En god præmis
Hvad filmen står tilbage med er en interessant præmis. Men filmen formår ikke at bruge den historie den bygger på når der sættes fart på, så meget endda, at det ender med at blive en mindre detalje, i en meget forudsigelig og ligegyldig anden halvdel, hvor hverken protagonist, eller hans nære, formår at engagere en i deres skæbne. 2/6